Når spillere laver fejl, så er den naturlige reaktion, at man bliver frustreret, vred, irriteret o.l - og dernæst, at man ønsker at ændre på noget. Det, de fleste så gør forkert, er at rette fokus på det, man IKKE skal gøre igen, fremfor for fokus på det, man BØR gøre i stedet. Fx “Lad nu vær at skyde den i nettet hele tiden” fremfor “skyd den over nettet fremover”.

Grunden hertil er simpel. Vores bevidsthed er inddelt i en analytisk, vidensbaseret “huske-tænke” hjerne, der fx kan bestå teoriprøver, analysere, planlægge og fokusere – og så en mere primitiv, “føle-gøre” hjerne, der er meget mere styret af følelser, reaktioner, reflekser og rutiner.

Når du bruger ordet “IKKE”, “STOP” eller vendinger som “LAD NU VÆRE”, så er det din analytiske hjerne, der har identificeret problemet og en oplagt løsning, men eftersom du ikke planlægger dine fejl, så er det ikke denne del af hjernen, der er i spil, når kampen fortsætter.

Hvis føle-gøre hjernen skal reguleres alene ud fra analysen og løsningen, så vil det eneste, der bliver tilbage i hovedet i kampens hede være dit fokus på “fejlen”, der vil stå og blinke som et neonlys inde i hovedet. Med andre ord: man kan ikke huske sig til en anden reaktion.

Løsningen?

Udskift dine sætninger og peptalks til dig selv og din makker med sætninger, der er mere konstruktivt anvisende og dermed mere hjernevenlige fx

“LAD NU VÆRE AT SMASHE I NETTET!” ➡️ “VÆR MERE PRÆCIS”
“STOP MED AT SKYDE DEN I NETTET!” ➡️ “SKYD DEN OVER NETTET”
“IKKE VÆRE FOR LANGSOM OP TIL NETTET” ➡️ “BEVÆG DIG HURTIGERE FREM”

Er der en, du kender, der har brug for at læse ovenstående og som du måske kan give et hjernevenligt hint? 😉

PS. Denne viden kan selvfølgelig også udnyttes/bruges/misbruges til at fremprovokere fejl hos modstanderen. Prøv fx efter en dobbeltfejl af modstanderen at sige til vedkommende: “Lad vær at tænke på dobbeltfejlen” – og se så løjer 😂 Og ja, ved godt man ikke må tale under kampen, men i krig og kærlighed gælder alle kneb…😇

Om forfatteren:
Imran Rashid (f. 1977) er speciallæge i almen medicin, foredragsholder og forfatter til bøgerne Sluk, Tænd fantasien, Offline, Sunde vaner, Mærkbarhed. Han er også sundhedsfaglig direktør hos Lenus og står bag SundDigital.dk. Imran Rashid spiller også  en hel del padel i sin fritid og så kan du følge ham på Instagram.

Forrige artikelSkolesamarbejde er win-win for lærere og forening
Næste artikelArla Protein Ligaen: Se finalebraget direkte på SPORT LIVE
Gæsteskribent
Padelbladet.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra padelverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.