Derfor bør du være en flink padelmakker

Havde en virkelig god oplevelse for nyligt i forbindelse med en padelkamp, som jeg tænker giver mening at dele nogle tanker om til inspiration for andre. 🤜🏼🤛🏼

Jeg spillede med en makker som var en del dygtigere end mig mod to andre, der også var over mit niveau. Min makker løftede mig konstant hvis jeg fejlede, og roste mig når jeg lykkedes, hvilket medførte, at min tiltro til egne evner hele tiden voksede samtidig med, at jeg ikke blev bange for at begå fejl.

Oplevelsen stod i skærende kontrast til andre gange, hvor jeg har oplevet medspillere, der i kropssprog og attitude vækker så stærk en tvivl i en, at man begynder at lave langt flere fejl end hvis stemningen alene havde været neutral.

Psykologien bag er ret interessant. Det bygger nemlig på begrebet “self-efficacy”, beskrevet af forskeren Albert Bandura fra Stanford University. Oversat betyder det “mestringsevne” og dækker over tiltroen til egne evner. Altså ikke om man betragter sig som 3.5’er eller 4.0’er, men om man indeni også ægte tror på, at man er det når man spiller.

Det interessante ved mestringsevnen er, at den kan formes og påvirkes på 4 måder:

1. Erfaringer: Som gradvis fjerner tvivl om hvorvidt man kan præstere.
2. Spejling: Som er, at andre som man normalt sammenligner sig med, lykkes.
3. Selvregulering: Så man fx arbejder med at få nerverne under kontrol, hvis man fx misser afgørende bolde eller lignende – og endelig pointen med opslaget:
4. Feedback: Her er ris desværre meget mere effektivt til at bryde self-efficacy ned, end ros er til at bygge op.

Det betyder med andre ord, at hvis du er et røvhul på banen overfor din makker, så stiger din chance for at tabe. Opfører du dig derimod som en wingman, der har makkerens ryg, så øger du chancen for at I vinder, fordi de psykologiske mekanismer bliver understøttende fremfor nedbrydende.

Læs mere her: https://www.apa.org/pi/aids/resources/education/self-efficacy

God fornøjelse derude!