Han har slået sit navn fast som en af Danmarks absolut bedste padelspillere. Men de fortsat tårnhøje ambitioner kræver optimale betingelser. Derfor valgte Marc Møller at sige sit job op i jagten på at etablere en padeltilværelse inspireret af de professionelle.

Padel er en ung sport i Danmark, hvilket giver en naturlig begrænsning på de elitetilbud der er tilgængelig for vores bedste spillere. Men med den nuværende fremgang, som sporten gennemgår, begynder mulighederne for at etablere mere professionelle elitemiljøer så småt at opstå rundt om i landet. Hos Racket Club Kløver på Amager eksisterer Racket Club Elite, der har til hensigt at udvikle de bedste spillere i københavnsområdet gennem fokuseret træning og sparring. En af spillerne er landsholdspilleren, Marc Møller. Marc valgte i efteråret 2021 at opsige sit arbejde, for at satse fuldt ud på at udvikle sig som padelspiller. Noget der kræver hårdt arbejde samt støtte, da vigtige faktorer som trænere, sparring og faciliteter, endnu ikke er en fuldt integreret del af elitemiljøerne i Danmark.

Fra træner til spiller

I efteråret 2018 blev Marc for første gang hevet med på banerne. Talentet var åbenlyst, men lidt atypisk kom Marc ikke direkte fra en tilværelse som tennispiller. I stedet havde han i flere år undervist som elitetennistræner, da en håndskade stoppede tenniskarrieren i en ung alder. Den erfaring han opbyggede fra trænergerningen var dog én af grundende til, at han på kort tid etablerede sig som en af Danmarks bedste padelspillere.
– Da jeg spillede tennis var jeg meget ustruktureret, men min vej ind i trænergerningen har lært mig rigtig meget om værdien af struktureret træning. Den lærdom og visdom prøver jeg at tage med mig ind som spiller nu. Folk går normalt fra spiller til træner, men for mig har det været omvendt. Hvis jeg havde spillet padel fra 16-17 års alderen er det slet ikke sikkert, jeg havde fået det samme ud af det, fordi jeg nu har gennemgået den her modningsproces, fortæller Marc.

På blot et par år etablerede Marc sig som fast landsholdsspiller og kravlede op i top 5 på den nationale rangliste. Som han udviklede sig følte han, at potentialet var til mere. Han vidste af erfaring fra trænertiden, hvad det kræver at nå sine mål, og det blev startskuddet til en ambitiøs satsning. Marc sagde derfor sit job op for at kunne tilpasse sin hverdag til en træningsintensitet, der tog udgangspunkt i et mere professionelt setup.
Jeg spiller minimum 2-3 timers padel og har minimum en times fysisk træning om dagen. Om morgenen er der teknisk fokus med enten en medspiller eller boldmaskine. Senere er der taktisk fokus i en kamp. Er det tidligt på ugen er den fysiske træning mere eksplosiv, hvor den sidst på ugen, hvis der ikke er turneringer, mere omhandler udholdenhed, forklarer Marc.

Derudover fokuseres der også på kost, restitution og det mentale.
– Det er vigtigt at optimere på både det fysiske, tekniske, taktiske og mentale for at jeg kan opnå mit fulde potentiale,
fortsætter han.

For Marc har det hårde arbejde allerede givet pote. I marts 2022 rykkede han op som nummer et på ranglisten i Danmark, og indtil videre er det i år blevet til to ud af 3 sejre i den største danske tour, DPF Padel Series.

”Savner flere elitesatsninger”

Størstedelen af Marcs træning foregår lige nu uden træner, hvilket er en udfordring, da ambitionerne er at kunne konkurrere mere på internationalt niveau i fremtiden. Marc kender om nogen nødvendigheden af kontinuerlig undervisning fra trænere, men selvom han oplever en stigende økonomisk støtte, der giver muligheden for at stå på padelbanen hver dag, er der stadig langt til at kunne modtage den nødvendige træning på daglig basis. Her er samarbejdet mellem elitespillerne og de kommercielle centre vigtigt, da det er gennem disse træningsmiljøer de bedste muligheder for kompetent træning og sparring opstår.
Det der bliver arbejdet med lige nu, er at få et setup i Racket Club Kløver, hvor jeg og nogle andre spillere undervises af en træner flere gange om ugen(..). Jeg kunne godt tænke mig, at der  var flere træningsmiljøer i København, der prøver at excellere, da det skaber bedre spillere, forklarer Marc.

Der bliver samtidigt arbejdet på, at Marc skal til Spanien minimum 4 gange om året for at træne. Han har været afsted før, og turene giver Marc mulighed for at mærke på egen krop, den indsats det kræver at være professionel.
Vi har tre træningspas hver dag. Først pas er halvanden times padel efterfulgt af en times fysisk træning. Så spiser vi lidt frokost og så halvanden times træning om eftermiddagen igen. Alt sammen ledsaget af dygtige trænere. Det er som et 8 til 16 job, griner Marc.
Selvom der er potentiale for udviklingen af elitemiljøer, er Marc taknemmelig for de tiltag han allerede er en del af. Hans egen satsning, kombineret med Racket Club Elite, er et stort skridt på vejen mod målsætningen om at kunne konkurrere i bl.a. Sverige i 2023. Og når man spørger ham, om det hårde arbejde det hele værd, lyser hans øjne op.
En af de største drømme, som gør at jeg står tidligt op og knokler hver dag, det er muligheden for et europamesterskab på dansk jord. Det er en tanke der fylder meget, afslutter Marc.

Inden da, skal Marc dog først fortsætte sine gode takter, og i september spille kvalifikation til verdensmesterskaberne med landsholdet.

Forrige artikelPadeludstyr: 5 fede forslag så du er klar til padel
Næste artikelKan tre tennisvenner bringe de tre forbund sammen?