Skridt for skridt bliver padel en mere og mere etableret sport i Danmark. Ungdomsarbejdet er et af de områder, hvor der fortsat skal udvikles grundet den korte historie sporten har i Danmark. Et stort skridt i den rigtige retning blev taget, da den første padelspiller tidligere på året blev optaget som Team Danmark-elev.

Tennis, badminton, fodbold og håndbold. Rækken af sportsgrene, der har udøvere optaget på Team Danmark-uddannelser landet over er, næsten, så lang som antallet af idrætsgrene optaget i Danmarks Idræts Forbund. At tage en uddannelse sideløbende med at jagte drømmene indenfor sportens verden, er et afgørende element i den danske model for eliteidræt. I flere årtier har sportstalenter haft muligheden for at få en fleksibel uddannelse over en længere periode end normalt, så de sideløbende kan passe deres træning.

Rundt omkring i landet findes en lang række gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner, hvor hele klasser er eliteatleter indenfor forskellige idrætsgrene, mens andre atleter er tilknyttet helt almindelige klasser i forbindelse med deres ungdomsuddannelse. Ser man statistisk på det at være Team Danmark-atlet, er der ingen garanti for, at det efterfølgende fører til en stor international karriere indenfor elitesport. Sikkert er det dog, at der findes en lang række eksempler på, at det har skabt fundamentet for noget stort. Garanteret er det, at den danske model er med til at holde drømmen om en professionel karriere i live længere. En drøm der ellers for mange ville blive slukket lige der, hvor mødet med de høje krav på landets ungdomsuddannelser rammer.

 

Første padeltalent optaget

Det er her en af Danmarks bedste padelspillere befinder sig. I grænselandet mellem at gå amok på padelbanen og samtidig vide, at der også er en anden vej, hvis ikke drømmen om at leve af sporten bliver til virkelighed.

Tidligere på året blev 17-årige Emil Lilleøre Madsen fra Aarhus dobbelt dansk mester i padel, da han ved DM-ugen i Aalborg strøg helt til tops i både herre- og mixdouble. Dermed satte han en tyk streg under, hvorfor han bør findes egnet til en plads i en Team Danmarkordning selvom ingen padelspillere tidligere er blevet godkendt til dette. Emil Lilleøre Madsen er ikke alene fremtidens bud på toppen af dansk padel, han er det allerede.

Emil er efter sommerferien startet i en HF klasse i Viby i Aarhus. Her skal han de næste to år kombinere HF og padel, så både uddannelse og elitesport er en integreret del af hverdagen for den aarhusianske teenager.

  • Det er en god klasse og fint at komme i gang. Efter sommerferien sidste år startede jeg på efterskole, men droppede ud af den efter nogle måneder. Så har jeg ikke lavet så meget skolerelateret siden. Det er meget rart at komme i gang igen, fortæller Emil Lilleøre Madsen.

Emils klasse er en blandet en af slagsen. 28 elever, hvor halvdelen er Team Danmark-elever. Det giver en perfekt kombination af forståelse for anderledes valg og input fra helt ”almindelige” elever.

  • Man kan snakke med en del fra klassen, som forstår en på en anden måde, end en ikke-sportsudøver gør.

Optagelse giver perspektiver

Det kræver godkendelse fra ens specialforbund, i dette tilfælde Dansk Tennis Forbund, før man kan blive optaget som Team Danmark-elev. En godkendelse Team Danmark også skal acceptere. For Emil Lilleøre Madsen har godkendelsen være ekstra vigtig, da den giver ham mulighed for at fortsætte sin udvikling sideløbende med en ungdomsuddannelse. Denne skal danne base for, at han efterfølgende kan tage et stort, men afgørende, skridt videre i ambitionen for at indfri sit fulde potentiale på en padelbane.

Han føler sig endnu for ung til at flytte til Spanien, hvor fremtiden ligger for ham, hvis padel skal gøres til en levevej i fremtiden. Som 17-årig er den unge aarhusknægt ikke klar til det spring, så ordningen med padel og HF er en perfekt løsning for nu.

  • Jeg har mulighed for at få taget en uddannelse, samtidig med at jeg kan udvikle mig padelmæssigt. Den mulighed ville jeg ikke have, hvis jeg ikke var inde over Team Danmark. Så ville jeg simpelthen få for meget fravær. Så der er ingen tvivl om, at det her giver mig en masse muligheder, fortæller Emil.
  • Det giver mig en masse fleksibilitet. Er der noget stort for mig i padel, der ligger lige oveni en masse eksamener, så kan jeg få rykket eksamenerne. Er der en aflevering midt i skoleåret, så kan jeg få den rykket, så det passer med min sport. Det giver mig en anden ro. Men man skal være seriøs omkring det. Og det har jeg også tænkt mig. Jeg går 110 procent ind i det, fordi jeg vil det her, afrunder Emil.

Starten med skole og padel har på ingen måde skuffet Emil, selvom det hele er nyt. Han håber det fortsætter på en måde, så han på flere fronter kan udvikle sig. Og så håber han over tid, at andre padelspillere vil lade sig inspirere og gå ”all in” på padel og jagte drømmen om en international karriere.

 

Forrige artikelPadelbladet – November 2022
Næste artikelI Dragør går kommerciel og kontingent, næsten, hånd i hånd
Avatar photo
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten og padelsporten, gør Per til en af de bedste danske sportsjournalister.