ØBG Silkeborg Tennis og Padel vinder Arla Protein Foreningsprisen 2023 – det skriver Padel i Danmark. Bag prisen står Arla® Protein og Padel i Danmark, der hylder det gode, hårde arbejde i de danske foreninger. Det er anden gang, prisen er blevet uddelt.

Der var gang i juniortræningen, da Dorte Klüwer, bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund, kom gående ned af gangen mellem bane 3 og 4 i padelhallen i ØBG Silkeborg Tennis og Padel. I hænderne havde hun en buket blomster og en præmiecheck på 10.000 kroner.

På den ene bane stod Anette Sander Hindsgavl, der er juniortræner og padelansvarlig i ØBG Silkeborg – Tennis og Padels bestyrelse, i færd med at vise en øvelse til sine juniorspillere, da de blev afbrudt af ordene ”Tillykke! I har vundet årets Arla Protein Foreningsprisen.”

Anette Sander Hindsgavl har blandt andet stået i spidsen for skabe den store juniorafdeling i klubben og var tydeligt berørt, da Dorte Klüwer afleverede blomster og check til hende. Da hun havde sundet sig lidt ovenpå den glædelige nyhed, satte hun et par ord på betydningen af at vinde Arla Protein Foreningsprisen 2023.

”Det er fuldstændig fantastisk. Jeg synes, at det er en stor, stor anerkendelse, og den er med til at vise hele Danmark, at padel også er en breddesport – for både børn, voksne, store, små, nybegyndere og rigtig dygtige spillere. Så det betyder rigtig meget og er en dejlig anerkendelse af alt det arbejde, vi har lagt herude. Både af mig og alle de andre trænere og bestyrelsesfolk der er her.”

Dedikerede til fingerspidserne

At valget netop er faldet på ØBG Silkeborg Tennis og Padel til Arla Protein Foreningsprisen skyldes blandt andet klubbens store dedikation for hver dag at gå et skridt længere for at udvikle padelsporten i Danmark.

Den midtjyske klub satser nemlig stort på børn og unge, og derfor tilbydes der træning til alle niveauer og aldersgrupper med forskelligt fokus. Træningstilbuddene har haft så stor succes, at der lige nu er godt 75 børn og unge, som hver uge spiller padel hele året rundet. Foreningen har gjort padel til en idræt i lokalområdet, der bliver dyrket på linje med fodbold, håndbold og badminton.

Foreningen er hovedsageligt båret af frivillige kræfter, og har siden 2020 uddannet mere end ti frivillige trænere til at varetage den ugentlige træning samt camps. Dertil kommer et hjælpetrænerprogram, hvor nogle af klubbens unge medlemmer gennemgår træning og udvikling sammen i forhold til trænerollen og hjælper til på hold sammen med de voksne trænere fast hver uge.

Foruden træningen har ØBG Silkeborg Tennis og Padel flere gange om ugen og på forskellige tidspunkter sociale arrangementer som americano, mexikano med videre, hvor medlemmerne møder hinanden på kryds og tværs og skaber nye bånd.

Der tilbydes ugentlig træning for både kvinder og herrer på alle niveauer. Et tiltag, der startede som kvindepadel for begyndere i 2019, og nu rammer alle. Det særlige fokus på kvinder fra starten har gjort, at kvinderne i dag udgør en fjerdedel af padelmedlemmerne i klubben. Mantraet i foreningen er, at sporten skal være tilgængelig for alle.

”ØBG Silkeborg Tennis og Padel er en forening, der har stort fokus på og succes med at kombinere de sportslige og sociale tilbud. De tænker innovativt og er ikke bange for at afprøve nye idéer. Det gælder både i forhold til det sportslige, men ikke mindst det sociale. Foreningen har formået at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig velkomne. Det er ikke kommet af sig selv, men ved at de hver dag lægger kræfter i og arbejder for at udvikle sporten i klubben. Vi er stolte af at kunne overrække Arla Protein Foreningsprisen til ØBG Silkeborg Tennis og Padel,” sagde Dorte Klüwer.

Udover ØBG Silkeborg Tennis og Padel var Randers Tennis og Padel og Albertslund Tennis og Padelklub nomineret til Arla Protein Foreningsprisen 2023.

Om prisen:

Arla Protein Foreningsprisen skal i år uddeles for første gang nogensinde. Prisen skal gå til en forening, der har gjort noget ekstraordinært for padelsporten. Det kan være ved…

  • At foreningen har et højt aktivitetsniveau, der rammer mange målgrupper – gerne målgrupper, som ellers er underrepræsenteret i idrætten
  • At foreningen har været med til at gøre det mere tilgængeligt at spille padel og har været med til at sætte sporten på landkortet
  • At foreningen er nytænkende eller er med til at udvikle padelsporten i Danmark med konstruktive løsninger og innovative bud på, hvordan vi i fællesskab kan skabe endnu mere padel
  • At foreningen har deltaget aktivt i Padel i Danmarks aktiviteter, fx Træneruddannelsen, Arla Protein-ligaen, andre turneringer m.m.

Vinderforeningen vil modtage pris og præmiecheck i foreningen af repræsentanter fra både Arla® Protein og Padel i Danmark.

Forrige artikelFra ketsjer til bat: Tore savner stort set intet ved tennis
Næste artikelVeteranlandsholdet drager til EM
Avatar photo
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver hovedsageligt om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på e-mail anders@padelbladet.dk eller LinkedIn.