Kresten Mosbæk Gravesen har skrevet denne optakt til torsdagens Lunar Liga-kamp i Elitedivision Vest mellem Vejle Padelcenter vs. AL-Bank Elitepadel Aalborg. Kresten spiller selv for AL-Bank Elitepadel Aalborg.

Sted: Vejle Padelcenter
Tidspunkt: Torsdag 18. april 19.00-23.00
Hovedsponsor: Arbejdernes Landsbank
Kampsponsor: PadelSpecialist
Streams: Stream fra alle tre baner
Favoritværdighed: Vejle 50%, AL-Bank Elite 50%

Knap er vi faldet ned over fredagens fest i AL Bank Arena, inden der om kun to dage venter næste kamp i Elitedivisionen. Denne gang forlader vi de bekvemte og energiske fadølsrammer i Aalborg og skal i stedet på udebanetur til en af Danmarks vildeste padellokationer, det topmoderne Vejle Padelcenter.

Foto: AL-Bank Elitepadel Aalborg.

Inden sæsonen havde det klart været Vejle, der ville stå med en markant favoritværdighed mod os, men hvor vi – til nogens overraskelse – har vundet vores to hjemmekampe overbevisende med 5-1, har Vejle slet ikke levet op til de store forventninger, der var før sæsonen. Det skyldes ikke mindst, at man endnu ikke har benyttet Premier Padel-spilleren og verdens nummer 89, spanske Sergio Alba, som ellers står øverst på holdkortet.

Derudover er Tore Deleuran Skjold ikke længere en del af Vejle-truppen. Katastrofen for Vejle indtraf, da de på en sort aften i Tåsinge stillede op med en halv b-trup i det, der ligende en walk-in-the-park, men endte med et chokerende nederlag mod det formodentligt svageste hold i Elitedivsion Vest. Det har efterladt Vejle-holdet under MAKS pres for sejr mod os, hvis de skal blive i landets bedste række.

Lige nu snyder stillingen dog en smule, for selvom Vejle står noteret for tre nederlag i tre holdkampe, har de allerede mødt rækkens to stærkeste hold, PadelBoxen og PadelStar, hvor det naturligt nok blev til et nederlag i begge kampe.

For os bliver det første udekamp, siden vi tabte 1-5 ude mod PadelBoxen i starten af februar, men heldigvis står vi et helt andet sted nu efter to sikre hjemmesejre over Tåsinge og Koldings talentfabrik. Med to nedrykkere ud af syv hold i Elitedivsionen Vest har vi derfor sat os i en gunstig position for overlevelse, og en sejr over Vejle vil reelt sikre os en plads i top-4, og så handler resten af sæsonen bare om at drille det stærke PadelPadel Aarhus-mandskab og topholdet PadelStar, som sammen med PadelBoxen kæmper for de to pladser, der giver adgang til Final4. PadelStar kommer i øvrigt på besøg i Danmarks bedste hjemmebane, AL Bank Arena, den 10. maj. Glæd jer til det!

Nå, men torsdag gælder det altså først Vejle, og her består vores kamptrup af Malthe Nielsen, Antonio Selma Cintado, Christian Frølund, Frederik Bjarkam, Joachim Bols og Kresten Mosbæk.

Selvom Vejle formentlig ikke har Sergio Alba med, er det stadig et super solidt mandskab, de stiller med. Hårdtslående og højthoppende Mads Emil Kristensen spiller førstedoublerne mod Malthe Nielsen, mens resten af Vejle-kamptruppen med al sandsynlighed bliver Morten Bjørn, Henrik Vestergaard, Mathias Bjørn, Lars Baes, Emil Zetterquist.

Ud fra mængden af ranglistepoint og antallet af turneringer, som Vejles spillere deltager i, vil man ligesom Kolding tænke, at de er klare favoritter mod os, men ligesom vi har set i de to hjemmebane-sejre, bærer vores sammenspillede konstellationer, offensive tryk og knap så afventende stil (til tider naivt og hazarderende vil nogen sige…) ofte overraskende frugt mod den mere afbalancerede og “korrekte” padelstil.

Det forsøger vi at gøre igen mod Vejle, og vi vurderer kampen til at være helt lige, hvis vi rammer sammen form som i de seneste to hjemmekampe. Den kunne sagtens ende i afgørende matchtiebreak ved 3-3, så det kan blive en lang aften i hallen eller på streamen.

Der bliver lagt link til stream op AL Bank Elitepadel Aalborgs Instagram på story, når vi nærmer os kampstart omkring klokken 19. Find os på @elitepadelaalborg, hvor vi lægger content op under hele sæsonen.

Kig forbi hallen, hvis du tilfældigvis er i trekantsområdet, og ellers nyder vi støtten hjemme fra de diverse tv, tablets, og telefoner.

Forrige artikelGuide til spil på padel
Næste artikelJobopslag: Centerchef søges til Racket Club
Gæsteskribent
Padelbladet.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra padelverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.