Finalestævnet ved Carlsberg Nordic Padel Series Finals i Racket Club Taastrup var et fantastisk udstillingsvindue for hvor langt padelsporten er kommet herhjemme, og det var underholdning og spænding fra øverste hylde.

Kvindernes turnering

Hos kvinderne har 2023 i høj grad været præget af to par, Gitte Haxen/Carla Rodriguez og Mie Skov/Maria Rasmussen, men i Taastrup lykkedes det et tredje par at blande sig i toppen og det var Simone Alipieva/Julia Wiese.

I den ene semifinale var det Skov/Rasmussen mod Alipieva/ Wiese, og det blev et brag af en kamp, som endte med sejr på 2-6 6-4 6-4 til Alipieva/Wiese. Kampen varede mere end to timer, men som tilskuer var man hele tiden underholdt – det var en flot kamp.

I finalen kunne parret dog ikke stille meget op mod Haxen/Rodriguez, som var helt suveræne; Haxen/Rodriguez vandt med klare 6-3 6-1. Vinderparret spiller med på den svenske tour, og det er tydeligt at det har løftet parrets niveau.

Foto: Dansk Padel Forbund.

Herrernes turnering

Allerede i kvartfinalerne om fredagen blev der budt padelspil af ypperste karat, for her var de flerdobbelte danske mestre Nils Skajaa/Esben Hess-Olesen i problemer mod Tobias Galskov/Emil Lilleøre. Længe lignede Galskov/Lilleøre det par som ville trække sig sejrrigt ud af opgøret men et helt utroligt comeback betød at favoritterne Skajaa/Hess-Olesen alligevel gik videre. I den anden kvartfinale gik to spanske venner, Richard Manchon/Pol Espinal Rey, til sagen med krum hals og efter en smal kvartfinalesejr på 7-6 7-6 mod Sebber/ Loughlan, så var de også klar til semifinalen.

I lørdagens semifinale havde Nils og Esben ikke det store besvære med at besejre Søgaard/Okkels og lignede vel en favorit til at tage mesterskabet. I semifinale 2 fulgte det spanske par Manchon/Rey op med en tresæts-sejr mod Møller/Domela.

Det var som om det spanske par slet ikke var til at stoppe for i finalen fortsatte de succesen og vandt i to sæt over Skajaa/ Hess-Olesen, og gik de hele vejen og tage Carlsberg Nordic Padel Series Finals-titlen 2023. Sejren var absolut fortjent især fordi parret havde en svær vej til titlen. Espinal Rey debuterede i dansk padel og det gjorde han på en begejstrende måde, som må være inspirerende for danske padelspillere.

Foto: Dansk Padel Forbund.

Forrige artikelDansk padel er mere end bare en hyggesport
Næste artikelJulia Wiese: Dobbelt dansk mester i padel vinder pris i 2023
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten og padelsporten, gør Per til en af de bedste danske sportsjournalister.