Det kan godt være, der popper det ene flotte center op efter det andet i det jyske, men når Esben Hess-Olesen og Nils Skajaa ikke er der til at forsvare de jyske farver på banen, så er det København og Fyn, der dominerer den sportslige del af padellandskabet både på herre- og kvindesiden. Sådan skriver Dansk Padel Forbund i en nyhed på Facebook.
En velsmurt og flot afvikling af Carlsberg Nordic Padel Series 5 i Padel Skjern – et center som “kun” har 5 + 1 og ingen out of court-baner, men så har de så meget andet. Først og fremmest en organisation, som prioriterer events som disse, så der bliver skabt en kulisse, der er landets bedste padel værdigt.
Spillerne og de mange tilskuere blev forkælet både fredag og lørdag med food truck, player’s lounge, live-streaming, gode tilskuerforhold og masser af underholdning på banen, hvor både herrernes og kvindernes finaler gik i tre spændende sæt. En kæmpe tak til Padel Skjern for at have løftet ét af landets største padelevents til UG – vi ses heldigvis på DPF500-touren i 2024.
Og så ellers tilbage til den jyske deroute i Vestjylland… De førsteseedede århusianske danmarksmestre, Esben og Nils, måtte melde fra kørt før turneringsstart, og det efterlod et relativt åbent felt, hvor det skulle vise sig, at særligt det fynske trekløver, Elholm-Okkels-Søgaard, havde fået indstillet spændingsniveauet på bedst tænkelig vis.
Og mens samtlige jyske spillere blev ekspederet ud senest i kvartfinalen (i øvrigt sammen med forhåndsfavoritterne Sebber/Manchon), så gik de tre fynboer akkompagneret af Mads Laudrup hele vejen til finalen, hvor Laudrup/Elholm trak det længste strå mod Okkels og Søgaard, der sågar havde en enkelt matchbold undervejs, men slutteligt måtte trække sig med skade ved 3-5 i tredje sæt.
Hos kvinderne ved vi, der niveaumæssigt er et overtag fra Østdanmark, og indtil videre i år har ingen vest for Storebælt vundet en Carlsberg Nordic Padel Series. I Skjern var Mie Skov og Maria Rasmussen så store favoritter, at Danske Spil havde dem helt nede i 1,07 til at vinde turneringen – vel at mærke før første kamp. Storfavoritterne skuffede ikke, men det gjorde Julia Wiese og Simone Alipieva bestemt heller ikke, da de gav flot modstand og tog første sæt i finalen, før Skov/Rasmussen fandt et højere niveau og trak fra. Trine Bassett og Anna Riisgaard tog sig af tredjepladsen efter sejr over Betina Pedersen og Signe van Ingen Bro.
Sofus Enrum og Alex Loughlan, der spillede en fremragende førsterundekamp mod Sebber/Manchon løb med herrernes DPF300-titel efter finalesejr over to jyder, Mads Emil Kristensen og Alex Laugesen.
Finaleresultaterne
Herrernes DPF1000
Mads Elholm/Mads Laudrup vs. Emil Okkels/Nikolaj Søgaard 46 76 53 rtd.
Damernes DPF1000
Mie Skov/Maria Rasmussen vs. Julia Wiese/Simone Alipieva 36 62 61.
Herrernes DPF300
Sofus Enrum/Alex Loughlan vs. Mads Emil Kristensen/Alex Laugesen 46 62 62
Næste afdeling af Carlsberg Nordic Padel Series spilles i KIF Padel Clubs nye supercenter i Kolding den 27.-28. oktober, og du kan tilmelde sig via dette link.
Med endnu en flot Carlsberg Nordic Padel Series-afvikling i bagagen glæder vi os kun endnu mere til turneringen i Kolding og ser med spænding frem til, om den jyske elite kan byde spillerne øst for Lillebælt bedre op til dans.
Nyheden er skrevet af Dansk Padel Forbund i et opslag på deres Facebook-side.