25-årige Julie Wiese har haft en fremragende sæson på de danske padelbaner. En sæson der er blevet belønnet med Arla Protein spillerprisen 2023.

Padelsporten er i stor vækst. En overskrift af den lette slags. Historien har gentaget sig år efter år. Endnu virker det ikke til, at sporten har ”kulmineret” herhjemme.

En bred folkesport er der, til trods for de imponerende vækstrater, endnu ikke tale om. Det er tydeligt, hvordan også foreningslivet rundt om i hele Danmark har fået øjnene op for, at bygge padelbaner i forlængelse af eksisterende idrætsanlæg. For i en sport, der fra starten udelukkende var drevet af kommercielle centre, er der også et oplagt udviklingspotentiale i at gøre sporten mere tilgængelig via andet end pay-and-play koncepter.

På havnefronten i Aalborg har en padelbane de sidste to år haft en ekstraordinær central placering. Med Limfjorden til den ene side og tusindvis af tilskuere til den anden. Det er her, klemt inden mellem stangspring, bueskydning og bodybuilding, at de danske mestre i padel er blevet fundet i forbindelse med det populære DIF-event DM Ugen.

Et koncept der samler mesterskaber hos en lang række idrætsforbund til en sportsfestival, hvor idrætsgrene opnår en gigantisk eksponering i forhold til deres egne og mere traditionelle events. Her er titusindvis af tilskuere, massiv mediedækning samt mulighed for at rekruttere nye medlemmer til sporten.

Hvor mange der har påbegyndt padel som følge af den flotte bane på Honnørkajen i Aalborg er svært at måle direkte på. Sikkert er det dog, at en række af landets bedste padelspillere var med, da der blev kæmpet om DM-titlerne. En af dem, der kunne ranke ryggen ved afrejsen fra Aalborg, var Julia Wiese.

Amagerkaneren vandt begge titler, da det med Tore Deleuran-Skjold og Liv Deleuran-Skjold blev til guld i både mix- og damedouble. En præstation der naturligvis gjorde Wiese til DM-turneringens helt store profil og en naturlig nomineret til Arla Protein Spillerprisen. En pris der har til formål at sætte spot på en spiller, der i særlig grad har udviklet sig og udmærket sig i padelsporten i Danmark.

Udover Julia Wiese blev også Maria Rasmussen og Daniel Stisen nomineret til prisen. De tre blev udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Padel i Danmark, der efterfølgende også udpegede vinderen. De valgte Julia Wiese som den fortjente modtager af prisen.

Det betyder enormt meget for mig at have vundet Arla Protein Spillerprisen 2023, fordi jeg bruger sindssygt meget tid padel. Både på banen og også udenfor banen. Jeg lægger hele mit fuldtidsarbejde i sporten, så det er en kæmpe anerkendelse for mig at vinde prisen. Jeg er megastolt over, at I har valgt mig”, sagde Julia Wiese om det at modtage prisen.

Dedikationen til padelsporten viser sig tydeligt hos Julia Wiese, der sidste år valgte at forlade sit fuldtidsjob i pensions- sektoren for at forfølge sin padelkarriere på fuld tid. Siden da har hun arbejdet deltid som community manager i Racket Club Taastrup. Et job der gør det noget nemmere at forfølge de store ambitioner om at udvikle sit padelpotentiale maksimalt.

Overrasket på banen

Rigtig mange timer går, som man fornemmer det, på en padelbane i disse år for 25-årige Julia Wiese. Derfor var det også naturligt, at prisen skulle overrækkes på en padelbane.

Formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, overraskede vinderen midt under en kamp. En kamp hun var så fokuseret på, at hun ikke opdagede den store check formanden havde med. Udover checken på 10.000 kroner satte Henrik Thorsøe Pedersen også ord på, hvorfor prisen tilfaldt Julia Wiese.

Julia Wiese har i år leveret en række utroligt flotte resultater. Som dobbelt Danmarks- mester ved DM i padel 2023 slog Julia endnu engang sit navn fast i den danske padelelite. Hun er en spiller som skubber til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre i dansk padel, og er hver dag med til at inspirere os alle både på og udenfor banen. Derfor er det også enormt fortjent, at hun nu modtager Arla Protein Spillerprisen, sagde Henrik Thorsøe Pedersen.

Det er anden gang prisen uddeles. Sidste år blev den vundet af et andet ungt menneske, der har dedikeret det meste af sit liv til padel, Emil Lilleøre Madsen. På den måde sætter prisen et godt spot på de mennesker, der ikke bare er hoppet med på padelbølgen fordi det er sjovt og anderledes end håndbold og fodbold. Det er dem, der har taget satsningen et skridt videre og vil være med til at udvikle sporten.

Endnu har de bedste danske spillere ikke niveau til at være med blandt den internationale top. Dertil er sporten stadig for ung og grøn i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er spillere som Emil Lilleøre Madsen og Julia Wiese, der kan være med til at gøre springet til international toppadel mindre.

Forrige artikelMax spænding i Taastrup til Carlsberg Nordic Padel Series Finals
Næste artikelTurneringer: 5 fede turneringer i vintermånederne
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten og padelsporten, gør Per til en af de bedste danske sportsjournalister.