Lørdag den 12. april inviterede Dansk Padel Forbund sine medlemmer til forbundets årlige generalforsamling, som fandt sted i Idrættens Hus. Det skriver DPF i en nyhed.

På generalforsamlingen deltog foruden en række foreningsmedlemmer, Kenneth Plummer, bestyrelsesmedlem i DIF og Jørgen Torpe Kann, bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund. De to personer var med på mødet for at give en status på padelprogrammet og samarbejdet mellem Dansk Padel Forbund og Dansk Tennis Forbund og den kommende optagelse i DIF.

– Jeg er meget glad for, at Dansk Tennis Forbund og DIF havde lyst til at være med på vores generalforsamling. Deres deltagelse slår en tyk streg under det gode samarbejde, som vi har lavet med padelprogrammet, og jeg glæder mig over de meget pæne ord som Dansk Padel Forbund fik med på vejen fra henholdsvis Jørgen Torpe Kann og Kenneth Plummer i forhold til at få samarbejdet op at stå, lyder det fra Frederik Bentler, formand i Dansk Padel Forbund.

Generalforsamling 2025. Foto: Dansk Padel Forbund.

Generalforsamling 2025

  • Al offentliggjort materiale til generalforsamlingen kan findes her.
  • Referater, årsregnskab og vedtægter kan altid findes her.
  • Referat af generalforsamling 2025 her.

På linje med ordlyden i DIF

Formand Frederik Bentler fortalte i sin beretning, at han var begejstret over den gode dialog med formand i Dansk Tennis Forbund, Christian Lunøe.

Han glædede sig ligeledes over samarbejdet i padelprogrammet, hvorfor han sendte en tak til Dansk Tennis Forbund og til DIF for at holde fast undervejs i forhandlingsforløbet.

Frederik Bentler takkede også medarbejderne i Dansk Padel Forbund for, at der i dag er mere end 40.000 medlemmer i Dansk Padel Forbund.

Under punktet angående vedtægtsændringer anbefalede bestyrelsen i Dansk Padel Forbund, at man ændrede ordet ”generalforsamling” til ”repræsentantskab”.

Dette skyldes, at man bruger ”repræsentantskab” i DIF, som Dansk Padel Forbund således også ønsker at bruge i stedet for ”generalforsamling”. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

– Det er vigtigt for os at være helt på linje med DIF for at sikre en nem og glidende overgang. Selvom flere af vores ændringer ikke er specifikke krav i DIF til nye forbund, så har vi alligevel vurderet, at det stiller Dansk Padel Forbund i den bedste situation i forhold til DIF-optagelsen at bruge de samme udtryk, som man benytter i Idrætsforbundet, fortæller Frederik Bentler.

Foto: Dansk Padel Forbund.

Bestyrelsesmedlemmer genvalgt

Næstformand i Dansk Padel Forbund, William Menzel, genopstillede på generalforsamlingen. Her blev han genvalgt for en toårig periode.

Også bestyrelsesmedlemmerne Gitte Menzel, Line Larsen og Uffe Kemnitz genopstillede og blev valgt for en toårig periode.

Kenneth Sverker Nilsson, der er formand i Køge Padel Klub og tidligere suppleant i Dansk Padel Forbunds bestyrelse, blev valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem for en etårig periode.

– Det er helt fantastisk, at alle de nuværende bestyrelsesmedlemmer gerne ville fortsætte, og jeg glæder mig over, at de blev valgt på generalforsamlingen for en ny periode. Der skal på samme tid lyde et stort velkommen til Kenneth Sverker Nilsson i bestyrelsen, og vi ser frem til at få gavn af hans foreningserfaring i Dansk Padel Forbund, siger Frederik Bentler.

Bestyrelsen foreslog på generalforsamlingen en ændring af prisen på seniorspillerlicenserne med 25 procent som følge af inflationen.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget, og prisændringen træder i kræft fra den 1. maj 2025.

Referat af generalforsamling 2025

  1. Valg af dirigent og stemmetæller
    Bestyrelsen foreslog Michael Frandsen som dirigent, som blev valgt uden modkandidat.
    Anders Kirkebæk Müller samt Jens Nielsen blev efterfølgende valgt som stemmetællere.
    Dirigenten orienterede først om forbundets procedure for indkaldelsen, som var foregået
    efter bogen, idet invitationen til årets generalforsamling var blevet lagt ud på forbundets
    hjemmeside og sendt direkte til alle medlemmerne via mail fire uger inden afholdelsen af generalforsamlingen. Herefter suspenderede dirigenten midlertidigt generalforsamlingen, så Kenneth Plummer fra DIF og Jørgen Torpe Kann fra Dansk Tennis Forbund kunne gøre status på padelprogrammet og samarbejdet samt den kommende optagelsesproces i DIF.
  2. Formandens beretning
    Formand i Dansk Padel Forbund, Frederik Bentler, fortalte i sin beretning, at han glædede sig over valget af Christian Lunøe som ny formand i Dansk Tennis Forbund. Han glædede sig ligeledes over samarbejdet i padelprogrammet, hvorfor han sendte en tak til Dansk Tennis Forbund og til DIF for at holde fast i forhandlingsforløbet. Frederik Bentler fortalte videre, at han er glad for den konstante vækst i padelsporten. Her fremhævede formanden blandt andet turneringsudbuddet og eksekveringen. Frederik Bentler takkede også sekretariatet for, at der i dag er over 40.000 medlemmer i Dansk Padel Forbund.Derefter gav formanden udtryk for sin store glæde over forbundets store fokus på juniorer herunder ansættelsen af Maria García-Rasmussen som ny junioransvarlig. Frederik Bentler opsummerede også landsholdenes resultater i 2024, som han mente var ganske imponerende i forhold til sportens alder i Danmark. Her fremhævede formanden også juniorlandsholdets flotte top 10-placering ved EM i Ungarn. Formanden ønskede vinderne af danmarksmesterskaberne 2024 tillykke og PadelPadel CPH Elite for holdets 1. plads ved Final Four. Beretningen blev godkendt.
  3. Forelæggelse af årsrapport til godkendelse
    Direktør i Dansk Padel Forbund, Kristoffer Jørgensen, gennemgik det økonomiske resultat i 2024, som blev et minus på 397.315 kr. Resultatet er primært en konsekvens af en mistet sponsor sent i 2024. Kristoffer Jørgensen fortalte videre, at forbundet kom ud af 2024 med en nettoomsætning på 8.054.952 kr. Direktøren fortalte efterfølgende, at spillerlicenserne er en vigtig motor for økonomien sammen med Lunar Ligaerne og alle de kommercielle indtægter. Han påpegede, at forbundet ikke er der, hvor man ønsker at være rent kommercielt, hvorfor man endte med et underskud på små 400.000 kr. Kristoffer Jørgensen forsikrede, at der ville blive taget hånd om det nu, ligesom han slog fast, at der er et stort potentiale i forhold til at få flere licensspillere ind. Årsrapporten blev godkendt.
  4. Budget for 2025 – herunder pris på kontingent og spillerlicens
    Kristoffer Jørgensen fremlagde 2025-budgettet, hvor Dansk Padel Forbund forventer en omsætning på ca. 10,4 mio. kr., og at sporten fortsætter med at vækste. Det vil betyde, at det økonomiske resultat går i balance. Direktøren fortalte yderligere, at man har budgetteret med en indtægt på små 500.000 kr. for træneruddannelser, mens man på den anden side har sat 200.000 kr. af til en pulje, som kan søges af medlemsforeninger til at afholde junioraktiviteter. Kristoffer Jørgensen fortalte også, at de regionale samlinger fortsætter i 2025, og at landsholdsudgifterne fortsætter på det nuværende niveau, ligesom Dansk Padel Forbunds rejsefonde, der kan søges af danske elitespillere, fortsætter i 2025.
    Bestyrelsen foreslog uændret kontingentsats for foreninger og centre. Dette blev vedtaget. Bestyrelsen foreslog også en ændring af prisen på seniorspillerlicenserne med 25 procent. Forslaget blev vedtaget.
  5. Vedtægtsændringer
    Bestyrelsen anbefalede at ændre ordet ”generalforsamling” til ”repræsentantskab”. Dette skyldes, at ”repræsentantskab” er mere retvisende og i stor udstrækning anvendes i DIF. Forslaget blev vedtaget.§ 2.3: Bestyrelsen anbefalede at ændre ”FEPA” til ”Padel Europe”. Forslaget blev vedtaget.§ 9: Bestyrelsen anbefalede at lave tilføjelser i forhold til uvildighed i Dansk Padel Forbunds bestyrelse, så der ikke kan sidde personer, som har kommercielle interesser i bestyrelsen. Forslaget blev vedtaget.§ 12: Bestyrelsen anbefalede at ændre ”indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling” til ”indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Forslaget blev vedtaget.§ 13: Bestyrelsen anbefalede, at ordensudvalget beskrives separat i et ”regulativ for
    ordensudvalg”. Forslaget blev vedtaget.
  6. Nyt ”regulativ for ordensudvalget”
    Bestyrelsen foreslog et nyt regulativ for ordensudvalget. Forslaget blev vedtaget.
  7. Behandling af eventuelle forslag
    Der var ingen fremsendte forslag til behandling.
  8. Valg af poster til bestyrelsen
    Næstformand, William Menzel, genopstillede i 2025, og blev valgt for en toårig periode.
    Gitte Menzel, Line Larsen og Uffe Kemnitz genopstillede og blev valgt for en toårig periode.
    Kenneth Sverker Nilsson (tidligere suppleant) indtræder i bestyrelsen for en etårig periode.
  9. Valg af poster til ordensudvalget
    Morten Østergaard genopstillede til ordensudvalget og blev valgt.
    Anders Kirkebæk Müller genopstillede som suppleant og blev valgt.
  10. Valg af revisor
    Forbundet fortsætter med at benytte statsautoriseret revisor – BDO.
  11. Eventuelt
    Hareskov Padel spurgte bestyrelsen i Dansk Padel Forbund konkret ind til, hvordan man arbejder på at gøre padelsporten billigere – blandt andet for alle de unge padelspillere. Bestyrelsen svarede, at DIF-optagelsen kan blive en vigtig milepæl, fordi padelsporten dermed vil blive anset for at være en idræt i stedet for en aktivitet. Bestyrelsen nævnte også lokaletilskuddet og forbundets store fokus på foreningspadel som flere løsninger. Foreningen blev opfordret til at tage kontakt med Dansk Padel Forbunds klubkonsulent.

Dirigent Michael Frandsen erklærerede herefter generalforsamlingen 2025 for afsluttet.

Forrige artikelLunar Liga Elite: Optakt til 4. runde
Næste artikelDM 2025: Her er de nye Danmarksmestre
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.