Den internationale padelverden er i oprør, efter at FIP og Premier Padel har skåret ned på antallet af deltagere i turneringerne. Det har ramt spillere fra mindre nationer hårdt – heriblandt den danske mester Oscar Sebber, der nu står uden mulighed for at kvalificere sig til internationale turneringer fortæller han til DR.
Strammere adgangskrav rammer danske spillere
Tidligere kunne 24-årige Sebber – om end med nød og næppe – spille sig ind i hovedturneringerne eller kvalifikationen til de mindre turneringer. Men med den seneste ændring, hvor hovedrunderne er reduceret fra 56 til 48 hold og kvalifikationen fra 32 til 24 hold, er det blevet næsten umuligt for ham at deltage.
Nu har han bogstaveligt talt ikke en chance for at komme med i kvalifikationen, hvilket er ekstremt frustrerende, fortæller han i et interview med DR:
“Nu står jeg vitterligt ikke engang til at komme med i kvalifikationen. Det er sindssygt hårdt.” – Oscar Sebber
Oscar Sebber er ikke alene i sin frustration. Mange af verdens bedste padelspillere har reageret kraftigt på ændringerne, og flere har valgt at boykotte turneringer i protest. “De synes, at det er for åndssvagt, at det går ud over bredden”, forklarer Sebber.
Moralsk dilemma: Kan man købe sig til en plads?
En af konsekvenserne af de nye regler er, at nogle spillere nu forsøger at “købe sig” til en bedre rangering ved at spille med højt rangerede makkere, ofte uden en reel sportslig begrundelse.
– Jeg har set turneringer, hvor russere med nul point på ranglisten spiller med spaniere, der har mange point, og derfor får en seedning og er direkte kvalificeret til den efterfølgende turnering. Det stinker langt væk af, at de ikke har fået den makker på grund af det sportslige, men har købt sig til det for at akkumulere point, siger Sebber til DR.

Hvordan løses problemet?
Ifølge Sebber kunne en løsning være at genindføre den gamle struktur eller afholde flere turneringer på samme tid forskellige steder i verden. “Hvis du lægger 5-6 turneringer forskellige steder i verden, bliver vi bedre fordelt“, forklarer han.
Den Internationale Spillerorganisation, PPA, har også kommenteret situationen og understreget, at spillerne ikke vil acceptere de nuværende vilkår:
“Spillerne har givet udtryk for deres ønske om at spille, men ikke for enhver pris. De er opmærksomme på effekten af deres beslutning, men de er også klar over, at de ikke vil acceptere den fejlbehandling, Det Internationale Padelforbund, FIP, udfører og som kan have uoprettelige konsekvenser for vores sport, der ønsker at komme på OL-programmet en dag.”
Usikker fremtid for Oscar Sebber
For Oscar Sebber er fremtiden usikker. Skal han også forsøge at finde en makker med høje ranglistepoint, selvom det strider mod hans principper?
– Vi er i en situation lige nu, hvor jeg ikke kommer med. Man er låst på hænder og fødder. Hvis jeg tilmelder mig med min normale makker, kommer jeg ikke med {…} Det er svært, fordi hvordan skal jeg ellers komme i gang? Hvor skal jeg starte? {…} Jeg er stadigvæk relativt ny i sporten og har ikke skrabet nok point sammen til at være fast inventar i turneringerne, og jeg kan mærke, at folk bliver skubbet ud lige nu, siger Oscar Sebber i interviewet med DR.
Den internationale padelverden står midt i en stor konflikt, og konsekvenserne for spillere som Sebber kan blive afgørende for, hvordan sporten udvikler sig i de kommende år. Som tidligere skrevet på PADELBLADET, har Dansk Padel Forbund også været på banen for at kræve bedre vilkår for de mindre nationer.