Lige knap 500.000. Så mange padel- og tennisbolde har virksomheden Dots.Recycling reddet fra at blive sendt til forbrændingen i 2024. Det har Dansk Padel Forbund lavet en nyhed om.

Med mere end 1500 padelbaner i Danmark er forbruget af bolde vokset enormt. I dag indsamler Dots.Recycling bolde fra cirka 400 padelbaner fordelt i hele landet.
– Vi er gået ind i 2025 med fuld fart på. Vi brugte 2024 på at skalere indsamlingen af bolde med hjælp fra Dansk Padel Forbund. Nu skal vi tage det næste skridt og få mange flere padelcentre med, siger Mikkel Haaning, som er grundlægger af Dots.Recycling.
Gratis indsamling af bolde

Som en ny ting bliver det nu gratis for padelcentre- og foreninger at aflevere brugte bolde til Dots.Recycling. Tidligere har det været en omkostning for padelaktører at komme af med de brugte bolde, fordi man som virksomhed betaler et affaldsgebyr for at komme af med sit restaffald.
– Vi er mere etableret nu, end vi var for et år siden. Det betyder også, at forretningen kører rundt, så vi fremover kan hente de brugte bolde uden en beregning for centrene, fortæller Mikkel Haaning.
Stifteren af Dots.Recycling forudser at det nye tiltag vil motivere mange flere aktører til at indgå aftaler om indsamling af bolde. Det skyldes også en succesfuld logistik, hvor padelaktørerne altid ved, hvornår de får afhentet deres bolde.
– Forventningen er, at ressourcestrømmen vil stige enormt. Og hver bold, som vi redder, er i sidste ende en bold, der ikke ender på forbrændingen, konstaterer Mikkel Haaning.
Hos Dansk Padel Forbund bifalder man visionen om at genbruge de mange tusinde bolde, der bliver brugt.
– Med den positive udvikling, vi har set i dansk padel, hvor flere og flere spiller padel, er det vigtigt, at vi kigger på, hvad vi kan gøre for at gøre sporten så bæredygtig som overhovedet muligt. Det gælder i alt fra etableringen af nye baner og lysopsætning til anvendelsen af brugte bolde. Derfor er vi glade for, at Dots.Recyclings koncept kan brede sig til flere padelcentre- og foreninger, siger Kristoffer Jørgensen, direktør hos Dansk Padel Forbund.

Boldens kredsløb
- Indsamling af brugte bolde fra padelbaner
- Genetablering af trykket (evt. flere gange)
- Boldene omdannes til cirkulære legebolde
- 70 % af boldene laves til slidstærke filtpuder
- Boldene granuleres og genanvendes som f.eks. gulvbelægning
Kilde: www.dotsrecycling.com

Grønne projekter på vej
Hos Dots.Recycling ser man hele tiden på, hvordan man kan udvikle nye grønne koncepter med padel i fokus.
De skal være med til at sikre, at virksomheden når ud til mange flere padelcentre- og foreninger, end man har kontakt til i dag. Særligt inden for padelsporten har Dots.Recycling store forventninger til de næste år.
– Lige nu samler vi flere padelbolde end tennisbolde, selvom vi har flere tennislokationer. Vores mål er, at vi skal være i kontakt med 70 procent af padelmarkedet inden for de næste år, lyder det fra Mikkel Haaning.
Dansk Padel Forbund har siden 2020 været en central samarbejdspartner for Dots.Recycling. Ifølge Kristoffer Jørgensen har det været en vigtig opgave for Forbundet at dele det bæredygtige budskab.
– Hos Dansk Padel Forbund har det været spændende at være med på sidelinjen og at hjælpe med at råbe højt om den grønne mission. Der er stadig mange ting, vi kan fokusere på for at gøre padelsporten mere bæredygtig, og det er positivt, at Dots.Recycling er klar til det næste skridt og at fokusere på nye initiativer, siger direktøren.
I 2026 er målet for Dots.Recycling at indsamle en million bolde fra padel- og tennisspillere. Det svarer til en fordobling fra 2024. Virksomheden regner med, at 75 procent af de indsamlede bolde vil komme fra padelbaner i Danmark.
– Vi drømmer om at producere bedre kasser til indsamlingen af bolde, at blive bedre til at kommunikere med padelcentrene og at blive dygtigere til at dele vores data om bæredygtighedsprocessen. Vores næste projekt er at lave en sorteringsvenlig emballage, som forhåbentlig vil gøre gavn, slutter Mikkel Haaning.
