I februar kunne Dansk Padel Forbund melde ud, at de lancerede en padelspirepulje på 200.000 kroner, som kan bruges til at igangsætte aktiviteter for børn og unge. Der findes dog mange andre muligheder, når det kommer til at søge penge skriver DPF i en nyhed, som kan bruges på nye faciliteter, aktiviteter eller et løft til jeres frivillige.

DIF har for nyligt udgivet en oversigt over alle de aktuelle puljer, som landets idrætsforeninger kan søge. Husk at være opmærksom på ansøgningsfristen (nogle er allerede overskredet for 2025).

– Mit bedste råd er, at man får prioriteret at søge nogle af puljerne, fordi der er så meget at hente, og selve ansøgningerne tager så kort tid at lave, og det kan blive til rigtig mange timers bevægelse og glæde i jeres forening. Et andet godt råd er at søge om beløb under 30.000 kroner, for så er der en større chance for, man kommer igennem med sin ansøgning. De fleste banker har også en fond, der støtter foreningslivet, så det er også en vej, siger Lasse Todberg, ansvarlig for medlemsudvikling i Dansk Padel Forbund og fortsætter:

– Man kan bruge findfonden.dk til at se, hvilke fonde der støtter din aktivitet og dit område, forklarer han.

DIF og DGI’s foreningspulje

Puljen har som mål at støtte hverdagens fællesskaber i idrætsforeningerne og skabe rum til udvikling. To gange årligt kan der søges om op til 25.000 kr. i støtte, og tre gange om året kan der søges om mellem 25.000 og 300.000 kr. i støtte.

Ansøgningsfrist: Der er åbent for ansøgninger under 25.000 kr. fra den 1. februar og igen fra den 1. september.

Ansøgninger fra 25.001 til 300.000 kr. behandles tre gange i løbet af 2025, og fristerne i denne beløbskategori er den 31. marts, 31. juli og 31. oktober. Læs mere her.

Salling Fondene

Hvert år støtter Salling Fondene projekter og initiativer, der gør hverdagen bedre. De samlede donationer udgør i størrelsesordenen 200 millioner kroner.

Du kan indsende din ansøgning hele året, men beslutning om, hvilke projekter der ydes støtte til, træffes to gange årligt. Salling Fondene støtter som udgangspunkt ikke aktiviteter, der allerede har fundet sted.

Ansøgningsfrist: Næste frist er den 1. april klokken 16.00. Læs mere her.

Spar Nord – Frivillighedspuljen

Spar Nord Fonden støtter initiativer, der bidrager til, at flere bliver frivillige i foreningslivet, og at eksisterende frivillige har lyst til at fortsætte. Fonden har afsat to puljer på 10 mio. kr. – én til lokale foreninger og én til nationale organisationer.

Ansøgningsfrist: Begge puljer er åbne for ansøgninger fra den 10. marts til den 10. april. Læs mere her.

Nordlys – Vækstpulje

Nordlys giver hvert år 50 millioner kroner til innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling. Vækstpuljen støtter blandt adnet foreningslivet, idræts- og kulturlivet samt andre former for fællesskaber.

Ansøgningsfrist: 23. maj 2025 kl. 12 (ansøgere får besked 8. juli 2025). Læs mere her.

Vores sted – Realdania

Realdania uddeler 150 mødesteder (altså fysiske mødesteder i form af mindre huse/hytter) til foreninger og fællesskaber, der ønsker at styrke fællesskabet mellem naboer, fællesskaber mellem unge eller fællesskaber om at dyrke en særlig interesse.

Ansøgningsfrist: 1. maj 2025. Læs mere her.

Ung puls – Nordea-fonden

Foreninger og organisationer kan søge om op til 1 mio. kr. i støtte til at fremme stærke ungefællesskaber i idrætslivet.

Ansøgningsfrist: 3. juni 2025. Læs mere her.

Renoveringspuljen – Nordea-fonden

Med Renoveringspuljen støtter Nordea-fonden projekter, som gennem renovering, energioptimering, reparation, istandsættelse og opgradering af faciliteter skaber positive forandringer i landets lokale mødesteder.

Ansøgningsfrist: 31. marts 2025. Læs mere her.

Søgemuligheder vest for Storebælt

Sparekassen Danmark
Samling af fonde, der støtter kultur, idræt, foreningsliv, byfornyelsesprojekter og andre lokale formål.

Idrætssamvirket Aarhus
Tilskudspuljer til leder- og instruktøruddannelse og til nye aktiviteter og udvikling.

Forrige artikelÅben Padel Dag 2025: Skal din klub være med til årets padelfest?
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.