Når de nye valghold starter op på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole bliver det med over 100 elever på valgfaget padel skriver Dansk Padel Forbund.
Siden idrætsefterskolen i Østjylland sidste år byggede to indendørs padelbaner i fuld højde, er padel i dag blandt de mest populære valgfag. Det fortæller René Haulrik-Friis, som til daglig er afdelingsleder på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole.
– Eleverne synes, det er sjovt at spille. Måske har padelsporten også stadig en nyhedsværdi, som gør dem interesseret i at prøve det. Derudover er padel ikke så hårdt som håndbold eller fodbold, men ret nemt at gå til og komme i gang med for eleverne, konstaterer han.

Glæde hos naboerne

Cirka 150 kilometer vestpå har man på Staby Efterskole ligeledes taget padelsporten til sig. Tilbage i 2022 fik man opført tre padelbaner og et omklædningsrum i forbindelse med efterskolen. Det fik flere til at søge mod Staby Efterskole for at dyrke padelsporten.
– Vi lagde sindssygt godt ud i det første år, hvor vi fik syv elever fra Fyn, der tog til Vestjylland, fordi der var så fede rammer til at spille padel. I dag er vores padelhal er fyldt hver aften, og vi har rigtig mange, som spiller, siger Anders Boll Mikkelsen, der er forstander på Staby Efterskole.
På den vestjyske efterskole er eleverne inddelt på to forskellige padellinjer.
Den ene linje, 12 til 16 elever, træner halvanden time to gange om ugen og kan spille igen om aftenen. Den anden linje, 14 til 16 elever, træner også halvanden time to gange ugentligt.
– Som efterskole er vi 100 år gammel, så vi har været de første til meget andet. Derfor var vores tanke også, at vi også skulle være den første efterskole til at lave sin egen padelhal, og det har vist sig, at padel er et godt mach for efterskolen, fortæller Anders Boll Mikkelsen.
På Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole er padelbanerne ikke kun kommet eleverne til gode.
Her er der nemlig blevet indgået en aftale med de lokale beboere i byen om, at de kan købe sig adgang til idrætsefterskolens padelbaner og det tilhørende fitnesscenter ved at få tilsendt en kode fra gang til gang.
– Både eleverne og lokalsamfundet har taget rigtig godt imod vores padelbaner, og de er meget glade for, at det er en mulighed for dem at spille, lyder det fra René Haulrik-Friis.
Efterskoler med padel som fag
Ringe Efterskole
Ranum Efterskole College
Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole
Glamsdalens Idrætsefterskole (fra 2026/2027)
Djurslands Efterskole
Salling Efterskole
Tølløse Privat- og Efterskole
Galtrup Efterskole
Rønde Efterskole
Tirstrup Idrætsefterskole
Sportsefterskolen Sjælsølund
BGI akademiet
Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole
Staby Efterskole
Første Efterskole DM
På Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole spiller eleverne ofte padel mod elever fra andre skoler.
– De har spillet turneringer med de lokale og med elever fra Tirstrup Idrætsefterskole, som vi har et godt samarbejde med. For nyligt har eleverne også spillet med et 10. klassecenter i Skanderborg, og snart kommer unge fra Rocket Padel i Randers forbi os, siger René Haulrik-Friis.
Interessen for padel på landets efterskoler er i dag så stor, at det første Efterskole DM inden længe finder sted. Turneringen, som er for begge køn, finder sted den 21. maj i PadelWorld Herning.
Staby Efterskole er sammen med Dansk Padel Forbund arrangør af Efterskole DM 2025, som man håber, at flere andre efterskoler vil støtte op om.
– Jeg tror, at der vil komme endnu flere efterskoler, som har padel som fag. Vi har selv haft to hold fra Staby Efterskole med i Lunar Ligaen, som har spillet rigtige kampe mod andre hold. Konkurrencen bliver hårdere i forhold til at få eleverne til at vælge os, men vores koncept holder indtil videre, siger Anders Boll Mikkelsen.

Spørger man afdelingslederen på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, er svaret helt klart.
– Padel vokser både hos os og på Tirstrup Idrætsefterskole, og man kan høre i efterskolemiljøet, at padel bliver et fag flere og flere steder rundt om i landet, siger René Haulrik-Friis og fortsætter:
– Vi kunne sagtens være interesseret i at deltage i Efterskole DM med eleverne, slår han fast.
På Staby Efterskole er der i dag stor glæde over, at man valgte at satse på padelsporten for flere år siden.
– Padel kan noget for bredden, men også for dem, som er mere dedikerede til sporten. Du kan træne selv, du kan træne to spillere, og du kan træne fire spillere. Det er nemt at lære, og du kan udvikle dig helt vildt. Alt i alt er det et godt spil til efterskoler, som henvender sig til begge køn, slutter Anders Boll Mikkelsen.
Tilmeldingsfristen til Efterskole DM 2025 er den 6. maj klokken 22.00. I kan læse mere og tilmelde jer her.
