Der var drama, svedige håndflader og puls i alt for høj zone, da Racket Club Elite fra Taastrup og Skagen/Frederikshavn Elite igen krydsede klinger i finalen i Lunar Ligaen i X3 Padel i Stavtrup få kilometer fra Aarhus.
Efterårssæsonens finale i 2025 skrev sig allerede ind som en af de helt store gyserfortællinger i dansk padel, da Racket Club Elite vandt 4-3 efter et golden match tiebreak. Fredag fik publikum nærmest en direkte efterfølger — og som med alle gode 2’ere var der både nerver, plot twists og en afslutning, hvor ingen rigtig havde lyst til at trække vejret.
Finalen blev spillet over to runder med tre kampe i hver, og det var Skagen/Frederikshavn, der kom bedst fra land.
I første runde satte nordjyderne sig på opgøret med en 2-1-føring efter stærke sejre til Adam Axelsson/Malthe Nielsen og Linus Frost/Emil Lilleøre. Dermed havde Skagen/Frederikshavn et rigtig godt udgangspunkt inden anden runde, hvor de stod med muligheden for at lukke finalen og tage titlen med hjem nordpå.
Men Racket Club Elite havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå stille ud af festen!
Holdet fik kæmpet sig tilbage i opgøret og udlignede til 3-3, hvilket sendte finalen ud i et golden match tiebreak. Her skulle Daniel Windahl og Alex Loughlan forsøge at lukke ballet for Racket Club Elite mod Emil Lilleøre og Adam Axelsson.
Og når finaler skal afgøres på marginaler, er det som bekendt en ret god idé at have Windahl og Loughlan på sin side af nettet.
I de afgørende bolde viste Racket Club-parret klassen, holdt hovedet koldt og trak det længste strå. Dermed kunne Racket Club Elite lade sig hylde som Lunar Ligaen-vindere for syvende gang.
Finalen blev endnu et bevis på, hvor tæt toppen af dansk padel efterhånden er blevet. Skagen/Frederikshavn pressede favoritterne hele vejen og var uhyggeligt tæt på at nappe titlen, men Racket Club Elite viste endnu en gang, hvorfor de i årevis har været et af ligaens mest dominerende hold.

Med sejren føjer Racket Club endnu et kapitel til deres imponerende Lunar Ligaen-fortælling, og gør det selvfølgelig på den mest nervepirrende måde muligt.
For hvorfor vinde en finale komfortabelt, når man kan give hele padel-Danmark små hjerteflimmer og stadig ende med pokalen? 😉







































