At være en rollemodel for kvinder, mødre og ungdommen. Tidligere landsholdsspiller i tennis, Maria García-Rasmussen, jagter top-100 i padel for sig selv, men i høj grad også for padelsportens udvikling i Danmark. En sport der nu er omdrejningspunktet i hendes liv sammen med manden Raúl.
Da Maria García-Rasmussen for første gang trådte ind på en padelbane på La Santa Sport, var det med en krop og hjerne, der stadig var fuldt programmeret som tennisspiller. Hun og hendes medspillere stillede sig helt automatisk nede ved baglinjen og begyndte at slå, som om de stod på rødt grus.
– Vi stod der og slog, som om vi spillede tennis, og når bolden ramte glasset, stoppede vi bare. Vi kiggede på den, som om pointet var slut. Tennishjernen nægtede simpelthen at forstå, at bolden stadig var i spil.
Det var ikke et “wow, det her skal jeg leve af”-øjeblik. Men der var noget, der fangede hende: spilintelligensen, duellerne, det taktiske. Samtidig var forskellene tydelige. Padel var ikke et soloshow. Man var to. Et makkerskab, hvor kropssprog og energi kunne være lige så afgørende som slagene.
– Der er ingen, der slår i nettet med vilje. Hvis du ruller med øjnene af din makker, så gør du hende dårligere. Jeg lærte hurtigt, at min reaktion er lige så vigtig som mit slag. Hun skulle aflære gamle vaner: At slå bolden væk, at ville afgøre pointet hurtigt, at tro at alt bag ryggen var tabt. I padel er “tabt” bare en chance for at bruge glasvæggen.
Tennis havde givet hende teknik, disciplin og konkurrencegen. Padel tvang hende ud i kreativitet, tålmodighed og samarbejde. En kombination, der senere skulle blive hendes styrke.
“Det var helt surrealistisk. Jeg ammede stadig, og pludselig stod jeg der i landsholdstøj til VM. Men jeg kunne mærke, at jeg faktisk kunne være med.”
Fra tre graviditeter til VM – et comeback ingen havde set komme
Da Maria mødte Raúl på La Santa, var tennis stadig hendes centrum. De flyttede til Danmark, og hun nåede at spille i Elitedivisionen i Hørsholm Rungsted – blandt andet mod Maria Jespersen – mens hun var gravid i fjerde måned.
– Jeg troede, jeg bare skulle tilbage til tennis efter fødslen. Det var planen. Det gør mange, og jeg havde forestillet mig det samme.
Men livet tog en drejning. Hun fik tre børn på kort tid, og kroppen havde været igennem så meget, at tennis på højt niveau føltes langt væk.
– Når man får tre børn på så kort tid, så ændrer kroppen sig. Og tennis er hårdt. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne træne på samme måde som før.
I den periode begyndte padel stille og roligt at tage plads. Gitte Haxen inviterede hende til træning, gav tekniske input og viste, hvordan spillet kunne folde sig ud i de rigtige hænder.
– Jeg kunne mærke, jeg savnede konkurrencen. Og pludselig gik det op for mig, at padel passede bedre til min hverdag, min krop og mit liv. Det kom helt naturligt.
Efter barn nummer tre besluttede hun at give det et reelt skud. Hun begyndte at træne målrettet, og tempoet steg hurtigt. Så hurtigt, at hun fire måneder senere stod udtaget til VM i Qatar.
Babyen var med. Raúl var med. Svigermoren passede barnet, mens Maria spillede.
– Det var helt surrealistisk. Jeg ammede stadig, og pludselig stod jeg der i landsholdstøj til VM. Men jeg kunne mærke, at jeg faktisk kunne være med.
Det blev et vendepunkt. Et bevis på, at padel ikke bare var en praktisk løsning i småbørnslivet – men en sport, hvor hun stadig havde meget at give.
En hverdag bygget på padel – og drømmen om en top-100-placering
I dag fylder padel stort set alt i hverdagen for Maria og Raúl. Det startede småt – et par spillere spurgte, om hun underviste – men efterspørgslen voksede hurtigt. I dag underviser de, holder events, bygger og vedligeholder baner.
– Det tog bare helt over. Folk ville have alt: træning, baner, teambuilding, rådgivning. Så vi måtte lave en virksomhed, der kunne følge med.
Maria er blevet et naturligt ansigt for kvindepadel i Danmark. Hun underviser mange piger og kvinder og gør en dyd ud af at skabe et trygt miljø, hvor man kan udvikle sig teknisk og taktisk uden at føle sig “på prøve”.
– Jeg vil rigtig gerne være med til at skabe flere muligheder for kvinder og piger i padel. Det betyder noget, at de kan se nogen, der ligner dem selv, i sporten.
Samtidig træner hun selv mod et mål, der både er personligt og større end hende selv: En plads i verdens top-100. Det lyder ambitiøst, men hun har allerede slået spillere i både top-100 og top-80 – uden at spille lige så mange turneringer som dem.
– Jeg vil i top-100. Ikke kun for min egen skyld, men for dansk padel. For kvinder. For mødre. For at vise, at man kan en masse med sin krop, selvom man er blevet mor. Det handler i høj grad om at inspirere andre.
Hun er realistisk, men ser samtidig muligheder. Hun ved godt, at mange internationale spillere deltager i over 20 turneringer om året – noget der er svært, når man har tre børn og en virksomhed.
– Hvis jeg kan nå top-100 som 47-årig, mor til tre, der har spillet padel i fire et halvt år, hvad kan det så ikke blive til for de unge spillere vi har, der vokser op med sporten?
For hende handler top-100-drømmen ikke om præmiepenge eller prestige, men om at sætte dansk padel på verdenskortet og vise, at ambitioner godt kan leve side om side med familielivet.
– Man må gerne gøre noget for sig selv. Også når man har børn. Måske især når man har børn, for de lærer jo af det.
Maria García-Rasmussen spiller ikke kun for resultater. Hun spiller for at vise en vej – for kvinder, for mødre, for unge og for en sport, der først lige er begyndt i Danmark.
