Dansk idræt sætter medlemsrekord, men foreningerne bliver færre. Padel bevæger sig den anden vej: En sport født som pay-and-play er i fuld gang med at bygge frivillighed, juniorarbejde og faste fællesskaber ind i de kommercielle centre.
Det næste store spring for dansk padel bliver næppe målt i glasvægge.
I 2025 var der 1.502 padelbaner i Danmark – næsten dobbelt så mange som tre år tidligere. Samtidig viste Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner, at omkring 300.000 voksne spillede padel. Sporten var dermed blevet landets største ketsjersport.
Men byggeboomet nærmer sig sit loft. Dansk Padel Forbund vurderede i efteråret 2025, at kun få geografiske områder havde plads til flere baner med det daværende spillergrundlag.
– Jeg tror ikke nødvendigvis på, at der bliver bygget vanvittigt mange flere centre og indendørsbaner, sagde daværende direktør Kristoffer Jørgensen til Idan.
Hvis væksten ikke længere primært skal komme fra nye haller, skal den findes i det, der sker mellem bookingerne: faste hold, turneringer, juniortræning, frivillige og lokale fællesskaber. Kort sagt er padel på vej fra udelukkende at være en aktivitet, man køber en time af, til også at blive en idræt, man melder sig ind i.
Rekordmange medlemmer – men færre foreninger
Udtrykket “foreningskrise” kræver en præcisering. Danskerne har ikke vendt foreningsidrætten ryggen. DIF og DGI passerede i 2025 for første gang 2,5 millioner medlemskaber, og det var fjerde år i træk med medlemsrekord.
Samtidig er strukturen under medlemmerne blevet tyndere. I 2024 registrerede DIF 103 færre foreninger end året før. Selv fodbolden mistede 36 foreninger, mens medlemstallet steg. Maja Pilgaard, chefanalytiker i Idan, pegede på en koncentration, hvor udøverne “samler sig om færre foreninger, som dermed vokser”.
Frivilligheden er heller ikke forsvundet, men den skifter form. De seneste tal fra DIF og DGI viser, at næsten hver fjerde frivillig – omkring 72.000 personer – hjælper uden en fast opgave. Der kommer generelt flere frivillige, men de lægger færre timer hver.
Det er på den baggrund bemærkelsesværdigt, at en ung, kommercielt drevet sportsgren pludselig producerer nye foreninger.
Over 50 nye padelforeninger
Fra januar 2024 til oktober 2025 fik Dansk Padel Forbund over 50 nye medlemsforeninger. I oktober 2025 var tallet 141, og i februar 2026 nåede det 150. Det er ikke blot administrative enheder på papiret. Ifølge udviklingskonsulent Lasse Todberg i Dansk Padel Forbund, er der ofte en usædvanlig stor gruppe klar, allerede når en ny klub skal stiftes.
– Der står ofte seks til otte frivillige klar til at drive en forening, og det er usædvanligt, at det er så nemt, sagde han, da forbundet rundede medlem nummer 250.
Forklaringen er blandt andet, at mange padelforeninger ikke skal begynde med en bar mark og en millioninvestering. Strategien har været at etablere foreninger inde i eksisterende kommercielle centre. Centret leverer baner, drift og professionel service. Foreningen leverer medlemmer, aktiviteter og frivillige.
Foreningen kan desuden søge kommunale tilskud, fonde og sponsorater og dermed gøre spillet billigere og mere tilgængeligt. Centret får til gengæld en loyal samarbejdspartner, der kan skabe aktivitet uden for de mest eftertragtede aftentimer.
Det rammer et konkret behov. I en medlemsundersøgelse fra Dansk Padel Forbund i 2025 havde næsten alle de 52 deltagende centre en belægningsgrad på højst 50 procent i ydertimerne. Faste træningshold, senioraktiviteter og juniorforløb er derfor ikke kun foreningsromantik; de kan også være sund forretning.
Fra booking til tilhørsforhold
Pay-and-play-modellen har været afgørende for padels gennembrud. Den gør det let at prøve sporten uden kontingent, pligter eller en hel sæson i kalenderen. Den fleksibilitet skal sporten ikke give afkald på.
Men modellen har en begrænsning: Hver booking begynder næsten forfra. Spilleren skal selv finde makkere, niveau og tidspunkt, og relationen til centret kan slutte, når timen udløber. En forening kan gøre det tilfældige fællesskab tilbagevendende. Her møder man de samme mennesker, får en træner, spiller på hold og bliver måske selv den, der arrangerer næste begynderturnering.
Den forskel bliver særlig vigtig, hvis padel vil have fat i børn og unge. De har brug for faste tider, uddannede trænere, overkommelige priser og et miljø, hvor de ikke hver uge skal samle fire spillere og betale markedsprisen for en bane. Derfor har Dansk Padel Forbund gjort både talent og bredde til bærende spor i sin juniorstrategi med træneruddannelse, lokale netværk og aktiviteter for begyndere.
Næste vækstfase bliver organisatorisk
Foreningerne er ikke en mirakelkur. Når nyhedens interesse har lagt sig, vil padel møde de samme udfordringer som resten af idrætten. Administration, bestyrelsesarbejde og risikoen for, at for få ildsjæle løfter for meget. Som DIF-formand Hans Natorp har formuleret det, er foreningerne “dybt afhængige af, at der er en vilje til at hjælpe”.
Derfor bliver den afgørende prøve ikke, om seks-otte entusiaster kan stifte en forening, men om den kan dele opgaverne, uddanne nye trænere og forny bestyrelsen, når pionererne træder tilbage.
Alligevel rummer udviklingen en klar pointe: Padel går mod strømmen ved at skabe nye foreninger omkring faciliteter, som allerede er bygget på kommercielle vilkår. Det er ikke et opgør mellem forening og forretning, men en hybrid, hvor de to kan løse hinandens svagheder.
Padels næste store milepæl er derfor næppe bane nummer 1.600. Den er den tirsdag eftermiddag, hvor juniorerne har fast træning, den torsdag formiddag, hvor seniorholdet fylder ellers tomme baner, og den lørdag, hvor frivillige åbner dørene for nye spillere. Det er dér, en booking bliver til et tilhørsforhold – og en vækstbølge bliver til en varig idræt.
