Af og til opstår der historier i dansk padel, som rækker ud over resultater og turneringer. Historier, der i højere grad handler om struktur, identitet og de mennesker, der driver sporten frem. Udviklingen omkring Padel Club Roskilde og Køge er en af dem.

For få år siden var centrene lokalt forankrede og drevet af engagerede ildsjæle med tæt tilknytning til både spillere og lokalmiljø. Siden blev de en del af en større, international satsning under LEDAP // We Are Padel. I dag er de igen tilbage på lokale hænder.

Ifølge Daniel Hallas, der i dag igen er ejer, har forløbet været både lærerigt og krævende – og ikke mindst en påmindelse om, hvad der faktisk får et padelcenter til at fungere: “Det her er ikke noget, man driver fra et regneark. Det er mennesker og relationer.”

En model, der ikke fandt fodfæste

Da de internationale aktører overtog, var ambitionen klar: at professionalisere og ensrette driften på tværs af markeder. En model inspireret af blandt andet Sverige, hvor strukturer og processer i højere grad er standardiserede.

Men de danske centre viste sig hurtigt at være vanskeligere at passe ind i én fælles skabelon.

Forskelle i størrelse, beliggenhed og målgrupper gjorde, at behovene varierede markant fra center til center. Det, der fungerede ét sted, kunne ikke nødvendigvis overføres direkte til et andet.

“Centrene er simpelthen for forskellige. De kræver individuelle løsninger – både i drift og udvikling,” forklarer Hallas.

Samtidig ramte modellen noget mere grundlæggende.

“Det franchiset ikke havde forudset, var, at man tog noget af identiteten ud af centrene. I Danmark er det relationerne og det lokale kendskab, der bærer det. Det er den base, vi er vendt tilbage til og bygger videre på i dag.”

Daniel Hallas i aktion, Padel Club Roskilde. Foto: Rulo Padel / Rulo.dk.

Usikkerhed og afklaring

Omkring sommeren 2024 begyndte usikkerheden at brede sig. LEDAP ønskede at trække sig ud af padel, både i Danmark og internationalt, og rygter om fremtiden for centrene tog fart.

Spørgsmålene meldte sig hurtigt. Også fra officielt hold, hvor Dansk Padel Forbund søgte afklaring på situationen.

Midt i usikkerheden valgte Hallas og de øvrige oprindelige kræfter at opsøge dialogen direkte med LEDAP’s ledelse. Her blev det bekræftet, at en udfasning var i gang.

Det blev begyndelsen på en længere og kompleks proces, hvor både økonomi og fremtidsperspektiver skulle balanceres.

Tilbage til udgangspunktet

I takt med at situationen blev tydeligere, opstod der også en erkendelse hos LEDAP. Hvis centrene skulle videreføres uden uforholdsmæssigt store tab, krævede det lokale kræfter med indgående kendskab til driften.

Dermed blev dialogen med de oprindelige stiftere central.

Men vejen tilbage var ikke lige til.

En af de største udfordringer blev at finde balancen i selve overdragelsen. Hvordan sikrer man, at en international aktør kan trække sig ud med et acceptabelt tab, samtidig med at de lokale kræfter overtager på vilkår, der gør det muligt at genopbygge driften?

For Hallas og de øvrige involverede blev det en øvelse i både forhandling og realisme.

Efter en længere periode præget af forhandlinger og justeringer lykkedes det at lande en løsning, hvor centrene igen kunne drives lokalt. Samtidig stod det klart, at der ventede et betydeligt oprydningsarbejde.

En personlig omstilling

For Hallas selv har forløbet haft en særlig dimension. På kort tid bevægede han sig fra at være ejer til medarbejder i en international organisation og tilbage til ejer igen.

“Den 20. november sad jeg som administrerende direktør i We Are Padel. Dagen efter var jeg ejer igen. Det var en meget speciel oplevelse.”

Et år senere: Stabil drift og lokale ambitioner

I dag, godt et år efter tilbagekøbet, tegner der sig et mere stabilt billede.

Driften i både Roskilde og Køge fungerer, og der arbejdes målrettet med at udvikle både faciliteter og miljøet omkring centrene. Særligt ungdomsarbejdet har fået en central rolle, ligesom der fortsat er fokus på at skabe et inkluderende og lokalt forankret fællesskab.

Turneringsaktiviteten spænder bredt fra traditionelle turneringer til nye formater, herunder events med præmiepenge. Ifølge Hallas er variationen med til at styrke interessen og engagementet i centrene.

En branche i balance

Samtidig peger Hallas på en udfordring, der rækker ud over det enkelte center. Padel er fortsat i vækst i Danmark, men udviklingen kræver omtanke.

“Der er plads til mere, men vi skal passe på ikke at presse markedet for hårdt. Belægningsgraden er afgørende, og hvis vi overetablerer, kan det få konsekvenser,” udtaler han.

Han efterlyser i den forbindelse en større grad af fælles ansvar på tværs af aktører i branchen, både kæder og uafhængige centre.

Foto: Rulo Padel / Rulo.dk.

Et sted, man har lyst til at komme tilbage til

Hos Padel Club Roskilde er det ikke kun strukturer og strategier, der er faldet på plads igen. Det mærkes også i hverdagen og i oplevelsen for dem, der kommer i centret.

For spillere og besøgende fremstår centret som et sted, hvor detaljerne er tænkt igennem. Afviklingen er struktureret, stemningen imødekommende, og man bliver mødt med en tilgang, der vidner om både overskud og engagement.

Ved større turneringer løftes oplevelsen yderligere. Her er der ikke blot fokus på kampene, men også på rammerne omkring dem, blandt andet med street food og sociale samlingspunkter, der understøtter fællesskabet uden for banen.

Samtidig arbejdes der i øjeblikket på at etablere et nyt fællesområde, som skal styrke det sociale liv i og omkring centret. Et initiativ, der ligger i naturlig forlængelse af den tilgang, der allerede præger stedet.

For selv om meget har ændret sig de seneste år, står én ting klart. Der bliver lagt et betydeligt arbejde i at udvikle og vedligeholde miljøet, både sportsligt og socialt.

Og måske er det netop derfor, at mange vender tilbage 🙂

Forrige artikelPadel bat: Sådan vælger du det rigtige bat til dit spil
Næste artikelASICS rammer plet med ny padelsko: SONICSMASH™ FF har fart, flow og fleksibilitet
Simon Alexander Nielsen
Simon Alexander Nielsen er en dygtig skribent med stor passion for dansk padel. Han følger sporten tæt og bidrager med skarpe analyser og stærke historier. Simon er også stifter og medejer af Rulo Padel.