Lørdag den 2. maj, på en solskinsdag der reflekterede den glæde der fandtes blandt de fremmødte, slog Køge Padel Klub dørene op til indvielsen af deres nye padelhal.
Indvielsen bød på taler fra både borgmester Kent Kristensen, udvalgsformanden og klubbens egen formand, Kenneth Sverker Nilsson. Særligt borgmester Kent Kristensen har vist stor glæde og stolthed over hvad Køge Padel Klub har formået at stable på benene uden kommunal finansiering og løftet 100% af hjerteblod og stor lokal opbakning.
”Padelsporten er så fed, at det ikke kun er en halvårssport. Indendørsbanerne gør netop, at vi kan spille padel hele året rundt. Samtidig gør banerne også, at nogle af de bedste spillere i Danmark gider at spille i Køge Padel Klub. Men det bedste er, vi kan spille padel året rundt, mænd, kvinder, børn og vores 49 hold i Lunar Ligaerne” uddyber Kenneth Sverker Nilsson.
“Padelsporten er så fed, at det ikke kun er en halvårssport. Indendørsbanerne gør netop, at vi kan spille padel hele året rundt.”
Hvis vi spoler tiden 6 år tilbage, så stod klubbens formand Kenneth Sverker og badmintonklubbens formand Steen Fladberg og kiggede på 2 nye udendørsbaner. Hurtigt blev de 2 baner til 6 og det blev på ganske kort tid til et omdrejningspunkt og mødested for glade motionister, som nyder udendørspadel og ”den 3. halvleg” med mad, kolde drikke og godt selskab.
Drømmen om at gå fra et sommer ”hang-out” , til at kunne tilbyde klubbens over 700 medlemmer en helårlig oplevelse kom tættere på, da klubkassen var så tilpas fyldt, at en ny hal kunne realiseres.
Der skulle dog gå nogle år fra ansøgningen blev afleveret hos myndigheder til at det nye center stod klar. KPK kan nu tilbyde 4 flotte indendørsbaner, heraf en out-of-court bane. Alle baner tilbyder videosystemet Courtmaster, hvor man gratis kan få filmet sin kamp. For de rigtig nørdede, eller dem der træner på højere niveau, kan man mod et lille gebyr til udbyderen også få AI analyse med heat-map, Zone overlay og bevægelsesanalyse – det er state of the art.
Udover 4 baner, så tilbyder centeret også
- En lækker lounge, der byder på alt hvad hjertet begærer.
- Mad fra den tilhørende café
- Moderne omklædnings- og toilet faciliteter
- En hævet messanin, som giver tilskuerne et sjældent kig ned på banerne, hvor man både kan se og høre padelkampe meget tættere på en man normalt oplever.
- Bag alle baner er der etableret tribune i 3 lag, så der er god mulighed for at se en masse god padel.
Udendørs byder hallen, udover de 6 baner, også på en lækker fliseterrasse med borde-bænke sæt, grill og liggestole som byder op til en skøn dag og aften i sommersolen. I klubben samles der på gode historier – både blandt spillere, men også flere elementer i
klubbens fysiske rammer rummer sjove historier.
Et godt eksempel på dette, er at der mellem de 6 udendørsbaner ligger kunstgræs, som er det fodboldbane tæppe HP Køges damer har vundet DM på og spillet Champions League. Ligeledes er 2 af de 4 indendørsbaner de samme baner, som der i 2022 blev spillet World
Padel Tour på da WPT for første gang kom til Danmark i Royal Stage Hillerød.
Og netop center court dannede på dagen rammen for en opvisningskamp, hvor 4 elitespillere med lokalt tilhørsforhold, samt en nykåret danmarksmester duellerede. På dagen spillede Kasper Dinesen, Malte Munk, Casper Fiala, Viggo Topholm, Christian Berkouwer og danmarks bedste kvindelige padelspiller nemlig Maria Garcia-Rasmussen.
Maria fortæller ”Jeg var selv så heldig at få lov til at teste de nye baner sammen med nogle af landets lovende unge spillere. Det var en særlig oplevelse at spille på anlægget netop på indvielsesdagen, hvor alt blev taget i brug for første gang. ”
I Køge Padel Klub er visionen klar: at være “et godt sted at være” .
Artikel skrevet af gæsteskribent, Jonas Danborg.

























































