Dansk Padel Forbund skriver i en pressemeddelelse, at de har fundet afløseren for Kristoffer Jørgensen. Valget er faldet på Trine Hopp, der senest har været CEO i FC Nordsjælland. Hun tiltræder som ny direktør for padelforbundet den 5. oktober 2026.

Der kommer en markant profil fra dansk fodbold ind i toppen af dansk padel.

Bestyrelsen i Dansk Padel Forbund har udpeget Trine Hopp som ny direktør. Hun afløser Kristoffer Jørgensen, der i juni meddelte, at han ville stoppe efter fire år i spidsen for forbundet.

Trine Hopp kommer med betydelig erfaring fra dansk idræt. Senest var hun fra 2022 til 2025 CEO i FC Nordsjælland, hvor hun havde det samlede ansvar for klubbens strategiske, organisatoriske og økonomiske udvikling.

Det er netop kombinationen af erfaring fra eliteidræt, foreningsliv og den kommercielle del af sporten, som Dansk Padel Forbund fremhæver ved sin nye direktør.

– Vi får en ny direktør ind, der med sin dybe erfaring kan repræsentere alle dele af dansk padel og føre os videre i de kommende, vigtige år. Trine Hopp er stærkt forankret i foreningslivet, hun har drevet eliteakademier, været CEO i Superligaen, og så har hun stor erfaring med både marketing og med kommercielle partnere, siger William Menzel, formand for Dansk Padel Forbund.

Ny direktør, Trine Hopp, sammen med formand i DPF, William Menzel. Foto. Dansk Padel Forbund.

Trine Hopp: “En helt unik opgave”

Trine Hopp overtager et padelforbund og en sport, der har gennemgået en voldsom udvikling de seneste år. Ifølge den kommende direktør står dansk padel nu foran en ny fase, hvor en af opgaverne bliver at skabe større sammenhæng på tværs af sporten.

– Dansk padel har været inde i en eksplosiv udvikling, og sporten bevæger sig nu ind i en ny fase. Her handler det i særlig høj grad om at skabe en stor og stærk sammenhængskraft på tværs. Min førsteprioritet bliver at lytte og forstå, og jeg glæder mig til at møde vores medlemmer, partnere, de kommercielle centre og ansatte, og jeg er glad for at have fået muligheden, siger Trine Hopp.

“Min førsteprioritet bliver at lytte og forstå, og jeg glæder mig til at møde vores medlemmer, partnere, de kommercielle centre og ansatte.”

Trine Hopp tiltræder officielt stillingen som direktør i Dansk Padel Forbund den 5. oktober 2026. Foto: Dansk Padel Forbund.

Vil have flere padelspillere ind i foreningslivet

En af de store opgaver bliver forholdet mellem de mange danskere, der spiller padel, og antallet af spillere, som samtidig er organiseret i foreningslivet.

Her ser Trine Hopp et betydeligt potentiale for Dansk Padel Forbund.

– Der er stadig et stort spænd mellem antallet af padelspillere og foreningsmedlemmer. Vi er nødt til også at være stærke i foreningslivet, og hvis vi sætter de rigtige initiativer i gang, ser jeg også et stort potentiale, siger Trine Hopp.

Den nye direktør peger samtidig på elitearbejdet som et område, der skal arbejdes videre med.

– Jeg vil gerne være med til at sætte ting i bevægelse, og vi kommer blandt andet til at se ind i at lave en rød tråd i forbundets elitearbejde fra ungdom til senior, uddyber hun.

Skal styrke organiseringen af dansk padel

Inden Trine Hopp officielt overtager direktørposten den 5. oktober, er der lagt en plan for en glidende overdragelse fra Kristoffer Jørgensen.

Hos Dansk Padel Forbund er forventningerne til den nye direktør store.

– Vi har med Trine Hopp fået den direktør, der skal til for at rykke dansk padel derhen, hvor vi gerne vil være. Jeg forventer, at hun kan styrke stort set alle dele af organiseringen af dansk padel, inklusive bestyrelsen, og jeg håber, at alle interessenter vil tage godt imod hende og gøre deres for, at vi får den bedst mulige start for den nye ledelse, siger William Menzel.

Trine Hopp tiltræder officielt som direktør i Dansk Padel Forbund den 5. oktober 2026.

Trine Hopp og William Menzel. Foto. Dansk Padel Forbund.
Forrige artikelFra bandeja til barnedåb – søndag med fuldt hus i Gadstrup
Næste artikelGalleri: +100 billeder fra DPF100 i Padel Club Roskilde
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Anders er også stifter og medejer af Rulo Padel. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance online konsulent.