Dansk Padel Forbund blev fredag aften den 3. oktober stemt ind på DIF’s budgetmøde som 63. forbund i Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det oplyser Dansk Padel Forbund i en pressemeddelelse.
Fra 1. januar 2026 kan Dansk Padel Forbund kalde sig medlem af Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det står klart efter et stort flertal af DIF-forbundene har stemt Dansk Padel Forbund ind på DIF’s budgetmøde. Optagelsen i DIF vækker stor glæde hos Dansk Padel Forbunds formand.
– Det er helt fantastisk, at vi i Dansk Padel Forbund snart kan kalde os DIF-medlem, som har været et stort ønske i flere år, og at padel bliver anerkendt som en selvstændig idræt. Det giver os de rigtige kort på hånden til at fortsætte den positive udvikling af dansk padel, siger Frederik Bentler.
“Det er helt fantastisk, at vi kan kalde os DIF-medlem, og at padel bliver anerkendt som en selvstændig idræt.”
Dansk idrætshistorie
Det var en fælles aftale fra januar 2025 mellem Dansk Tennis Forbund, Dansk Padel Forbund og DIF, som åbnede døren for, at padelsporten kunne blive et nyt, selvstændigt forbund under DIF. Aftalen fjernede nemlig aktivitetsgodkendelsen, som Dansk Tennis Forbund havde til padel. Fra 2026 og frem flytter aktivitetsgodkendelsen ind i det fælles padelprogram mellem forbundene.
– Der skal lyde et stort, varmt velkommen til Dansk Padel Forbund. Optagelsen er et stykke dansk idrætshistorie og en anerkendelse af sporten, og jeg er glad for, at forbundet bliver en del af DIF-fællesskabet. Jeg ser frem til, at DIF kan bidrage til den videre udvikling af sporten og samtidig lade os inspirere af den nytænkning, Dansk Padel Forbund står for, udtaler Hans Natorp, formand i DIF.
Dansk Padel Forbund har i dag mere end 29.000 foreningsspillere. Derudover har man små 15.000 enkeltmedlemskaber. Tallet betyder, at Dansk Padel Forbund bliver det 11. største forbund i DIF.
– En stor tak skal lyde til DIF-forbundene, som har valgt at stemme Dansk Padel Forbund ind i idrætsfællesskabet. Vi ser frem til at gå i dialog med dem alle og til at samarbejde, hvor det giver mening. Også en kæmpe tak til DIF’s bestyrelse, som havde indstillet Dansk Padel Forbund til en optagelse, vi nu er lykkes med. Alle parter har været med til at skrive dansk sportshistorie, og vi kan slet ikke vente med at gå i gang med det arbejde, som venter os, fortæller Frederik Bentler.
Med optagelsen flytter Dansk Padel Forbund ind i Idrættens Hus i Brøndby, og forbundet får
yderligere en strategiaftale med DIF, som sikrer en større organisatorisk og økonomisk støtte. Sidst, der blev optaget et nyt specialforbund i DIF, var 1. januar 2018, hvor Surf & SUP blev en del af DIF. Med Dansk Padel Forbunds optagelse er der 63. specialforbund i DIF.






































