Torsdag den 21. august fratrådte Maria García-Rasmussen sin stilling som juniorbreddeansvarlig i Dansk Padel Forbund (DPF). Det oplyser forbundets direktør, Kristoffer Jørgensen i en nyhed.
Ifølge direktøren er parterne blevet enige om at afslutte samarbejdet, og DPF igangsætter nu processen med at finde en afløser til området, der har høj prioritet i forbundet. Henrik Vestergaard fortsætter uændret som ansvarlig for junioreliten.
Maria García-Rasmussen udtaler til PADELBLADET: “For mig var det et naturligt tidspunkt at give plads til nye kræfter og nye perspektiver. Jeg har i min tid været optaget af at så nogle frø og åbne døre for arbejdet med børn og unge i padel, og jeg ser det som en del af en proces, hvor andre nu kan tage stafetten videre og bygge videre på det fundament, vi har lagt. Det føles rigtigt for mig at samle mine kræfter om mine egne projekter og udvikling fremover.”
“Det føles rigtigt for mig at samle mine kræfter om mine egne projekter og udvikling fremover.”
Opgaver løftes internt – ny ansættelse sidst på året

Maria García-Rasmussen har varetaget rollen siden 15. august 2024. I perioden er der blandt andet blevet udarbejdet en samlet strategi for juniorområdet, og forbundet har lanceret Padelspirepuljen målrettet juniorer i landets foreninger.
“Jeg er stolt af at have bidraget til at sætte børne- og ungdomspadel tydeligere på dagsordenen“, fortæller Maria til PADELBLADET. “Noget af det vigtigste for mig har været at bygge broer og åbne døre mellem klubber/foreninger, centre, frivillige, forbund og spillere – så vi kan skabe flere muligheder for fremtidens samarbejder. Jeg ser det som helt afgørende, at vi i padel fortsætter med at udvikle en kultur, hvor børn og unge ikke bare bliver dygtige spillere, men også en del af et stærkt fællesskab.”
DPF understreger, at målet er at udbrede padel til endnu flere børn og unge, som fortsat er en hovedopgave for forbundet. Planen er at ansætte en ny medarbejder mod slutningen af året. Indtil da løses de eksisterende opgaver af sekretariatets nuværende medarbejdere.
Fremover vil Maria García-Rasmussen bruge sin energi på MRPadel, hvor hendes mand Raúl og Maria selv arbejder med undervisning, events og udvikling af padelprojekter. Samtidig vil hun som spiller lægge vægt på at inspirere og støtte unge spillere, så de kan finde deres vej i sporten – både på og uden for banen.
“Jeg tror på, at jeg her kan gøre en forskel, fordi jeg kan kombinere erfaringen fra mit eget spil med indsigt i, hvad der motiverer og løfter de unge“, slutter Maria til PADELBLADET.
Forbundet forventer at slå stillingen op på sin jobside senere på året.









































