Fredag aften går det igen løs i elitedivisionen, når oprykkerne KIF Padel Club tager imod PadelBoxen kl. 19.00 i Kolding. Det skriver Dansk Padel Forbund i en nyhed på deres hjemmeside.
1. runde i elitedivisionen i Lunar Ligaen
KIF Padel Club vs. PadelBoxen
Fredag den 22. august kl. 19.00
(KIF Padel Club – Ambolten 2, 6000 Kolding)
PadelPadel vs. Racket Club Elite
Lørdag den 23. august kl. 13.00
(PadelPadel CPH – Brøndby Stadion 3, 2605 Brøndby)
Skagen/Frederikshavn Elite vs. Team Padel Star 77 Elite
Lørdag den 23. august kl. 13.00
(Padel 99 – Apholmenvej 11, 9900 Frederikshavn)
Racket Club Rising vs. RC Legends
Lørdag den 23. august kl. 13.00
(Racket Club Kløver – Raffinaderivej 10E, 2300 København)

KIF Padel Club: “Kæmpestort for en udviklingsklub som os”
Hjemmeholdet kvalificerede sig til det fine selskab efter en sejr mod Padelton i oprykningskampen, og sejren betød meget for den store, jyske padelforening.
– Det er kæmpestort for en udviklingsklub, som vi er. Vi har flere unge spillere med, der har været stammen på holdet i de seneste sæsoner. Vi har været gode rent teknisk, men vi er også blevet mere modnet, og vi begynder at afgøre tingene, siger Jeppe Anneberg, holdleder i KIF Padel Club.
KIF Padel Club har inden efterårssæsonen fået erfarne Mads Elholm med på holdet fra PadelBoxen, ligesom det unge talent Marius Schjøtz også er tilbage i Kolding.
– Vi håber på at samle lidt mere end 200 mennesker til fredagens opgør mod PadelBoxen og at fylde vores centrecourt med glade tilskuere, fortæller Jeppe Anneberg.
Hold vil undgå nedrykning
Fredagens udebanehold PadelBoxen fra Odense endte sammen TPC 1 på nedrykningspladserne i forårssæsonen. I løbet sommeren er der dog blevet vendt op og ned på tingene.
Én ledig plads i elitedivisionen har nemlig betydet, at PadelBoxen igen er at finde i landets bedste række i efteråret, da holdet endte på den øverste af de to nedrykningspladser.
– Vi glæder os til at spille i elitedivisionen igen, og vi er klar til at give alle vores unge spillere en masse spilletid. Hvis vi undgår nedrykning, så er det en stor bedrift, for det ligner en hård sæson, og vi får brug for held i nøglekampene, lyder det fra Kim Poulsen, holdleder i PadelBoxen.
Lørdag klokken 13.00 spilles de resterende tre kampe i elitedivisionens første runde, og her skal veteranspillerne og oprykkerne fra RC Legends i aktion imod Racket Club Rising på udebane.
– Det er en form for last dance for os, for vi er i virkeligheden for gamle til at spille på det niveau. Vi er måske med, fordi padel er en ung sport, og om fem år kommer der formentlig ikke til at være spillere på vores alder på topniveau, lyder det fra Ole Frølich-Jensen, holdkaptajn for RC Legends.
Ligesom for PadelBoxen er sæsonens mål for RC Legends at blive oppe i elitedivisionen.
– Vi har en masse erfaring og to af de bedste danske bordtennisspillere nogensinde med på holdet. Vores erfaring kan forhåbentligt ryste de unge lidt, fortæller Ole Frølich-Jensen.

Storkamp venter for tilskuerne
Lørdagen byder også på et topopgør mellem de forsvarende mestre Racket Club Elite og PadelPadel.
Sidstnævnte har inden efterårssæsonen valgt lægge deres to hold sammen til ét, som dermed frigav en ledig plads i elitedivisionen.
– Vi er mere konkurrencedygtige som hold nu, og vi har fortsat to lokale træningssetup i Øst- og Vestdanmark. Det gør det sjovere, og vi kan få lov til at spille med der, hvor det er rigtig fedt, siger Marc Ferrigno, holdkaptajn for PadelPadel-holdet.
Han fortæller videre, at PadelPadel arbejder med en anden form for budget end flere af de øvrige hold i elitedivisionen, som har oprustet sig med dygtige spillere.
– Vi kommer til at lave træningssamlinger i Odense, hvor vi skal spille holdet sammen, og vi skal også have lavet en forventningsafstemning i truppen i forhold til vores forskellige roller, uddyber Marc Ferrigno.
I løbet af sommeren har Racket Club Elite hentet forstærkninger i Oliver Benneweis fra PadelPadel og Simon Vasquez fra Skagen/Frederikshavn Elite. Derudover har man rykket William Søby fra Racket Club Rising til Racket Club Elite.
– Vores fokus har som altid været på at styrke træningsstrukturen og træningsmiljøet i Racket Club, og det skal gerne udmønte sig i en finale og en semifinale for vores to hold i elitedivisionen, udtaler Jacob Østergaard, direktør i Racket Club.
Hold i elitedivisionen – efterår 2025
- Racket Club Elite (m)
- PadelPadel
- PadelBoxen
- Team Padel Star 77
- Racket Club Rising
- RC Legends (o)
- KIF Padel Club (o)
- Skagen/Frederikshavn Elite








































