Når snakken falder på dansk padel og sociale medier, er der ét navn, man ganske enkelt ikke kommer udenom: Lasse Schramm Simonsen – bedre kendt som Lasse Padel.
Med mere end 100.000 følgere og omkring 200 millioner årlige visninger har han ikke bare ramt algoritmen. Han har nærmest giftet sig med den, fået børn med den og inviteret hele padelfolket til bryllup.
Gennem en blanding af humor, genkendelige situationer og skarpe padeløjeblikke har han skabt et univers, hvor både begyndere og øvede kan spejle sig. Det er indhold, der får folk til at grine, nikke genkendende, og trykke “del”.
Men bag den hurtigt voksende profil ligger en historie, der i høj grad handler om valg, vedholdenhed og modet til at gå en anden vej.
Autenticitet som fundament
For Lasse har det fra starten været afgørende, at der er overensstemmelse mellem personen på skærmen og personen udenfor.
“Når kameraet er slukket, prøver jeg egentlig bare at være den samme som på Instagram. Det er vigtigt for mig, at der ikke er forskel på personen online og i virkeligheden.”
Samtidig har han truffet et bevidst valg om at holde privatlivet i baggrunden og lade padlen være omdrejningspunktet.
“Folk følger mig primært for padel-content – tips, humor og genkendelige situationer – og det vil jeg gerne holde fast i.”
Bag profilen gemmer sig en ambitiøs ung mand med en solid faglig baggrund. Med en bachelor i erhvervsøkonomi fra Aarhus BSS og planer om en kandidatuddannelse lå en mere traditionel karrierevej ellers åben.
Den valgte han fra.
“Jeg kunne ikke se mig selv i et klassisk 8-16 job. Jeg ville hellere gå all in på padel og content.”
Samtidig blev det en mulighed for at forene flere interesser.
“Jeg har altid haft en interesse for business, og padel gav mig en måde at kombinere sport, content og forretning i én retning. Det har egentlig altid været drømmen.”

En tilfældig begyndelse
Vejen ind i padel var langt fra planlagt.
“Første gang jeg prøvede det på Club La Santa, syntes jeg faktisk, det var ret kedeligt.”
Men under corona ændrede noget sig. Spillet vendte tilbage, denne gang med venner og en anden energi.
“Jeg begyndte at spille igen, og der blev jeg hurtigt grebet af det.”
Det blev starten på en udvikling, der hurtigt kom til at række langt ud over selve banen.
Fra idé til retning
Det første skridt mod content-universet kom udefra.
“Idéen til content kom faktisk 100% fra Frederik Sangill. Han sagde: ‘Hvorfor poster du ikke dine highlights på Instagram?’”
Den første video blev lagt op i februar 2023, og i løbet af året voksede profilen støt. Men fremgangen blev afløst af stilstand.
“Jeg ramte et plateau omkring 5.000 følgere. Der manglede retning.”
Det blev et afgørende moment. Med sparring fra Sangill og hjælp fra Markus Bergendorff, der gjorde det muligt at filme og producere kontinuerligt, begyndte en ny fase.
Vendepunktet kom i januar 2025 på en træningstur til Holland.
“Det var dér, det gik op for mig, at det her kunne blive til noget større.”
Kort efter traf han beslutningen:
“Jeg gik all in – med en plan om at poste 2-3 gange om dagen.”
“Det var lidt en ‘nu gør jeg det bare’-beslutning. Jeg vidste godt, det ville kræve virkelig meget – men jeg havde også følelsen af, at hvis jeg ikke gjorde det dér, så ville jeg fortryde det.”
En beslutning, der i praksis betød en hverdag bygget op omkring produktion, gentagelser og konstant udvikling af format og timing.
Vedholdenhed før gennembrud
Selvom udviklingen i dag kan fremstå eksplosiv, var vejen dertil præget af usikkerhed og manglende indtjening.
“Noget af det, jeg er mest stolt af, er min vedholdenhed – især det at blive ved, selv når det ikke rigtig rykker.”
“Det er først det sidste halve år, det virkelig er begyndt at give mening.”
Til gengæld har rejsen givet adgang til oplevelser og relationer, som rækker langt ud over det digitale.
“Padel har skabt nogle helt unikke venskaber.”
Rejserne har også sat deres tydelige aftryk.
“Turene med Sangill – især Kuala Lumpur og Cape Town – står virkelig klart. Og så er vores årlige Marbella-tur med drengene noget, jeg altid ser frem til – 12 drenge, en uge og en helt særlig stemning.”
Blandt andet har samarbejdet med JustPadel, Square One Padel i England og miljøet i Padel Padel Aarhus haft stor betydning for hans udvikling, både som spiller og contentskaber.
Ambitioner på og udenfor banen
Selvom mange først og fremmest kender Lasse fra sociale medier, fylder det sportslige stadig meget.
Han spiller i dag FIP-turneringer med Charlie Götke og har allerede mødt spillere fra den internationale top.
“Vi har spillet mod nummer 64 og 69 i verden. Vi tabte 6-4, 6-0 – men motivationen efter sådan en kamp har aldrig været større.”
Blikket rettet fremad
Fremtiden handler ikke kun om at vokse som profil, men om at bygge noget, der rækker længere.
“Jeg vil gerne skabe mit eget padel-brand – noget der rækker ud over mig selv og kan samle spillere og skabe værdi.”
Samtidig arbejder han på at udvikle et online padel-forløb og har klare ambitioner for sin platform.
“Mit mål er at nå minimum 500.000 følgere på Instagram inden 2030.”
Men i sidste ende er det ikke tallene, der driver værket.
“Jeg vil gerne vågne op og glæde mig til det, jeg skal. Lige nu føles det som én lang weekend.”
“Og det lyder måske lidt simpelt, men det betyder virkelig meget for mig – bare det at kunne lave det, jeg synes er sjovt, hver dag.”
Et klart budskab til de næste
Som en af sportens mest synlige profiler er Lasse også bevidst om den inspiration, han giver videre.
“Tag sociale medier seriøst. Det gør det markant nemmere at skabe muligheder og få sponsorater.”
Han peger samtidig på værdien af at opsøge de rette træningsmiljøer.
“Bare 10-14 dage på et akademi i Spanien kan gøre en kæmpe forskel.”
“Jeg er selv nede på Gustavo Pratto Academy lige nu, og det er enormt lærerigt. At træne 2-3 gange om dagen i et miljø, hvor alle går all in, rykker virkelig dit niveau.”
Og måske vigtigst af alt:
“Gå all in på det, du synes er spændende – og lad være med at tænke for meget over, hvad andre mener.”
Taknemmelighed som drivkraft
Trods den markante vækst er perspektivet intakt.
“Det er stadig ret vildt for mig, at så mange har lyst til at følge med. Det er ikke noget, jeg tager for givet.”
“Hver gang I ser, liker eller deler mine videoer, er I med til at gøre det her muligt.”
“Det er ikke noget, jeg tager let på – jeg ved godt, det kun kan lade sig gøre, fordi folk faktisk gider bruge deres tid på det, jeg laver.”
Med en særlig tak til samarbejdspartnere som Square One og JustPadel står én ting klart:
Rejsen er kun lige begyndt 🚀

⸻
FAKTABOKS: LASSE PADEL
Navn: Lasse Schramm Simonsen
Kendt som: Lasse Padel
Alder: 29
Baggrund: Bachelor i erhvervsøkonomi fra Aarhus BSS
Instagram: +100.000 følgere
Årlige visninger: Ca. 200 millioner
Startede med content: Februar 2023
Vendepunkt: Januar 2025 – gik all in
Sportsligt:
Spiller FIP-turneringer med Charlie Götke
Har mødt spillere fra top 100 i verden
Samarbejder: Square One Padel, JustPadel
Ambition:
500.000 følgere inden 2030
Eget padel-brand og online træningsunivers






































