60 spillere havde meldt deres ankomst ved årets 4. turnering i Tårnby - og den 18. i rækken af Racket Clubs Joe & The Juice Tour i år. Trods ekstreme temperaturer blev der spillet padel fra kl. 9 om morgenen til den sidste bold var slået omkring kl. 18.00. I herrernes DPF200 løb Anders Lund og Rasmus Hjortkær med sejren.

Artikel/Foto af Joakim Brandt.

Lad det være sagt med det samme – det var en varm fornøjelse at være en del af weekendens turnering i Tårnby. Med +30 grader på termometeret udenfor og mindst det samme indenfor, så var turneringen ikke for sarte sjæle.

Centerchef Andreas Linnet stod som altid klar til at styre turneringen med hård hånd – og lad os bare afsløre, at han fik lidt at se til – eller som han selv formulerer det: “Det er dejligt med noget at lave.

Dagen blev servet i gang med herrernes DPF100 og DPF60. Lidt senere trådte DPF200 herrerne ind og i løbet af eftermiddagen var det damernes tur til at melde deres ankomst i det varme center.

Herrernes DPF100 forløb planmæssigt og der var mange jævnbyrdige kampe undervejs, bl.a. endte tre ud af fire af kampene i 1. runde i match tiebreak. Der var dog et par, der udmærkede sig positvt – Andreas Nielsen og Søren Solborg Bjerrum fra Roskilde-området gik igennem dagen uden at afgive et sæt. I finalen slog de unge Christoffer Delfort og bulgarske Nikolay Nikolov, der undervejs havde været gennem to hårde kampe i 3. sæt.

I herrernes DPF60 måtte 1. seedede Emil Wochner og Jeppe Bech strække våben i finalen mod de to lokale helte fra Racket Club Tårnby, Oliver Babic og Steve Olesen.

Herrernes DPF200 bød på drama fra første til sidste bold, og turneringsansvarlig Andreas Linnet fik sin sag for. Der blev uddelt flere warnings undervejs. Om det var varmen, der trykkede spillere skal være usagt, men glassene var på overarbejde i varmen, så det skabte frustrationer hos enkelte spillere undervejs. Anders Lund og Rasmus Hjortkær stod tilbage som vindere af turneringen, hvor særligt de to semifinaler fortjener at blive fremhævet.

I den første vandt netop Anders og Rasmus over Frederik Reedtz og Rajko Lekic i match tiebreak, og i den anden kunne det unge par Daniel Johansen og Mikkel Jørgensen til sidst juble efter 16-14 i den afgørende match tiebreak. Undervejs var der stor tvivl om en matchbold, der ikke gik det unge pars vej, men de holdt hovedet koldt og kunne spille sig i deres første DPF200-finale, hvor de dog måtte lade sig besejre 6-4, 6-4.

Jeanette Busk og Stina Kjerulf endte som vindere af damernes DPF35 og afgav undervej kun 10 partier i tre kampe.

Alle resultater kan ses på RankedIn her.

Forrige artikelHotel Vejlefjord: Luksuriøs spa, padel og natur på Årets Hotel 2025
Næste artikelDanmarks veteranlandshold klar til VM i Argentina
Gæsteskribent
Padelbladet.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra padelverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.