Der findes udviklingskurver, som bevæger sig stille og roligt opad. Og så findes der dem, hvor man næsten får lyst til at tjekke, om nogen har glemt at sætte bremsen i. Christian Berkouwer hører indtil videre til i den sidste kategori.
Han er 19 år, har blot fire års turneringspadel bag sig og står allerede noteret for 327 officielle kampe. I 2023 fik han sin debut i Lunar-Ligaen i Serie 4. Tre år senere er han at finde på et holdkort i Elitedivisionen. Det er med andre ord gået stærkt.
Men selv om tallene fortæller historien om en ung spiller med en eksplosiv udvikling, fortæller de langt fra hele historien om Christian Berkouwer. For bag de mange kampe gemmer der sig både en ganske almindelig gymnasieelev, et voldsomt konkurrencegen, en bemærkelsesværdig evne til at glemme sine ejendele i offentlige transportmidler – og en stor nysgerrighed efter at finde ud af, hvor langt padel egentlig kan bringe ham.
Hvem er Christian Berkouwer?
Når Christian ikke står på banen, går han i 3.g på Zahles Gymnasium. En stor del af hverdagen går derfor med skole og venner, mens basketball også kan snige sig ind på de sene nattetimer. Padel fylder naturligvis meget, men Christian forsøger samtidig bevidst at holde fast i et liv, hvor ikke enhver samtale handler om bandejaer, lob og næste turnering. Når han er sammen med sine venner, vil han gerne have hovedet et andet sted, og det er nok meget sundt, når sporten ellers fylder så stor en del af kalenderen.
Til gengæld er der ét område, hvor hovedet indimellem kunne have godt af at være en anelse mere til stede. Christian beskriver nemlig sig selv som utrolig glemsom, og telefoner og tasker er gennem tiden blevet efterladt i busser på vej hjem. De ansatte i busgaragen på Jernholmen i Hvidovre er efterhånden begyndt at kende ham.
Der findes selvfølgelig mange måder at opbygge et lokalt netværk på. Christian har valgt Movia-modellen 🙂
Mens telefonen en gang imellem bliver glemt, er konkurrencelysten til gengæld svært at lægge fra sig.
Et konkurrencegen, der startede tidligt
Christian mener selv, at en del af forklaringen skal findes hos hans farfar. Da Christian var syv år gammel, spillede de kort sammen. Farfaren snød. Også når modstanderen var hans syvårige barnebarn. Det er muligvis ikke en metode, der bliver anbefalet i alle bøger om børneopdragelse, men noget tyder på, at den har haft en vis effekt.
Christian har altid haft svært ved at acceptere nederlag. Som barn spillede han fodbold, og efter eget udsagn var han ikke specielt god. Holdet tabte ofte, og nederlagene gjorde ham voldsomt frustreret. Da padel senere kom ind i billedet, fulgte konkurrenceinstinktet med.
I begyndelsen var motivationen ganske jordnær: Han var den dårligste padelspiller i familien, og det havde han ingen planer om at blive ved med at være. Da den mission var gennemført, flyttede målstregen sig, og nu skulle far Pieter slås. Siden har ambitionen ændret karakter endnu en gang. I dag er den ikke bundet op på én bestemt modstander eller én bestemt rangering. Nu handler det i højere grad om at finde sit eget loft.
“Nu handler det om at finde ud af, hvor god jeg kan blive. Det svar har jeg ikke endnu, og det er der, sulten kommer fra nu,” fortæller han.
Det er måske også den sætning, der bedst forklarer de 327 kampe. For Christian har ikke bare spillet meget. Han har også været villig til løbende at ændre sit spil og erkende, at gode slag ikke nødvendigvis er det samme som god padel.
Fra gode slag til bedre beslutninger
For omkring to år siden fik Christian en af sine første egentlige træninger hos Alberto García Álvarez. Det blev en træning, Christian stadig kan huske, selv om han tvivler på, at Alberto selv har den liggende øverst i erindringen.
Vurderingen var nogenlunde denne: Christian havde rigtig gode slag, men lavede alt for mange fejl. Og taktisk var der også plads til forbedring. En del plads, faktisk. Ifølge Christian lød dommen på, at han taktisk var “lige så god som en fisk”.
Det er trods alt et udgangspunkt.
Senere spillede Christian i Tårnby under Mickey Oliver. De to var ikke altid enige om tingene, men Christian fremhæver samtidig Mickey som en af de første, der for alvor troede på ham og hjalp ham fremad.
Da tiden i Tårnby sluttede, kom Christian til gengæld ind i en periode, hvor udviklingen pludselig ikke så helt så lineær ud. Han stod uden hold og uden et fast sted at træne, og for en ung spiller med ambitioner kan den slags hurtigt blive et tidspunkt, hvor momentum forsvinder.
I Christians tilfælde blev det i stedet indgangen til næste store skridt.
Da udviklingen for alvor tog fart
Med hjælp fra Malte Munk kom han i kontakt med Christoffer Pedersen og Padel Community Academy. Christian kom ind i miljøet for cirka et år siden, og efter nogle få måneder begyndte han selv at mærke, at spillet flyttede sig markant. Han deltager i fællestræningerne og har samtidig individuel træning med Christoffer Pedersen, som ifølge Christian har haft stor betydning for udviklingen – ikke mindst for forståelsen af selve spillet.
For den yngre udgave af Christian Berkouwer havde en ganske enkel padelfilosofi: Slå så mange winners som muligt. Jo flere, jo bedre. Det lyder umiddelbart glimrende. Problemet er bare, at modstanderne sjældent samarbejder.
Hos Padel Community Academy begyndte Christian derfor i højere grad at lære, hvad der sker mellem vinderboldene. Forsvaret fik større betydning, pointene skulle bygges op, og han begyndte at tænke mere over, hvordan man positionerer sig, hvornår man skal tage chancen – og ikke mindst hvordan man faktisk vinder en hel kamp frem for bare enkelte spektakulære point.
Christoffer Pedersen har samtidig fået Christian til at se en anden kvalitet i sit spil: grinder-mentaliteten. Evnen til at arbejde sig igennem pointene, blive i duellerne og gøre livet besværligt for modstanderen – både fra bagbanen og fremme ved nettet.
Det var i den periode, Christian for alvor begyndte at tro på, at padel kunne udvikle sig til mere end bare en hobby. Og udviklingen gik hurtigt. Fra Serie 4 i 2023 til Elitedivisionen tre år senere.
Da pladsen på holdkortet i landets bedste række kom, var glæden naturligvis stor. Men Christians egen beskrivelse siger også en del om hans måde at tænke på. Det var et flueben. Derefter skulle næste delmål findes.
Skole, venner og 327 kampe
Der er dog også en bagside ved at ville så meget med sporten i en alder, hvor gymnasiet stadig fylder kalenderen. Christian føler ikke selv, at han har været nødt til at opgive voldsomt meget, men han spillede tidligere både fodbold med venner fra efterskolen og basketball med venner fra folkeskolen, og begge dele måtte til sidst vige for padel. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet – selv for en 19-årig med 327 kampe i benene.
Han peger selv på tiden foran telefonen og computerskærmen med venner som noget af det, der er blevet mindre af, men den største udfordring har været at få skole og padel til at fungere samtidigt.
Det har taget tid at lære. Efter halvandet år føler Christian, at han er blevet langt bedre til at planlægge hverdagen og acceptere, at tingene skal tænkes længere frem, hvis både træning, turneringer, skolearbejde og venner skal kunne være der. Det er måske knap så glamourøst som Elitedivisionen og store kampe, men sandsynligvis mindst lige så vigtigt for at få projektet til at hænge sammen.
Og på den taktiske front er der også sket mere end bare små fremskridt. Christian vurderer i hvert fald selv, at Alberto García Álvarez næppe ville sammenligne ham med en fisk længere.
Det tror vi faktisk gerne på.
For fra at være en ung spiller med masser af slag og lidt færre svar er han på få år blevet en langt mere komplet padelspiller.
Så hvis Alberto en dag skal lave en opdateret artsbestemmelse, bliver det nok nødvendigt at finde noget med lidt mere bid i 😉
Et DM, der gav både selvtillid og reality check
En af de oplevelser, der stadig står tydeligt for ham, fandt sted ved DM i 2023, hvor Christian spillede U16-rækken sammen med Viggo Topholm. Begge var forholdsvis nye i padel, og forventningerne var derfor begrænsede.
I kvartfinalen ventede de andenseedede Frederik Sørensen og Jeppe Tolderlund, og Christian var overbevist om, at han og Viggo ikke havde den store chance. Så skete der det, der indimellem sker i sport: Han spillede langt over det niveau, han selv mente at have på det tidspunkt, og Christian og Viggo vandt 7-6, 6-3.
I de efterfølgende minutter stod det naturligvis klart for Christian, at han måtte være den bedste danske padelspiller under 16 år.
Der var bare lige en semifinale tilbage.
Her ventede Anders Lund og Lasse Hviid, som vandt 6-1, 6-1.
“Så fik jeg et reality check igen,” konstaterer Christian.
Det er svært ikke at holde lidt af den historie, for den indeholder både den enorme tro, som en stor sejr kan give en ung spiller, og den ret effektive jordforbindelse, sporten kan levere kort efter.
Men Christians største padeloplevelse fandt faktisk sted på den anden side af glasset.
Fra bolddreng til Elitedivisionen
Som bolddreng ved World Padel Tour i Danmark stod Christian helt tæt på spillere som Coki Nieto og Juan Tello. Det er et af hans første store minder med sporten, og Christian peger selv på oplevelsen som en væsentlig årsag til, at han spiller padel i dag.
Dengang stod han uden for banen og så nogle af verdens bedste. Nu står han selv på holdkortet i Elitedivisionen.
Det er selvfølgelig stadig et stykke fra World Padel Tour til dansk holdpadel, og Christian forsøger heller ikke at bilde nogen andet ind. Men udviklingen illustrerer meget godt, hvor meget der er sket på relativt kort tid, og når snakken falder på fremtiden, bliver ambitionerne heller ikke mindre.
Hvor langt kan det bære?
Christian drømmer om at blive dansk mester, og han drømmer om at komme ud og spille FIP-turneringer. Samtidig virker han dog næsten mere optaget af processen end af at sætte en bestemt slutdestination på.
Han lever efter et princip om, at han skal nå så langt, som han fysisk kan med de evner, han har. Så må det være nok.
Det vigtigste mål for de næste tre-fire år er derfor heller ikke nødvendigvis en bestemt placering på en rangliste. Det er at kunne kigge tilbage uden at føle, at han har snydt sig selv for muligheden. At han har gjort arbejdet – og at han samtidig har kunnet lide vejen derhen.
For måske er netop dét den vigtigste pointe i Christians historie indtil videre. Ambitionerne er store, men rejsen skal stadig være værd at være på.
Og det er også præcis det budskab, han sender videre til andre unge spillere, som overvejer at satse for alvor på padel.
Rådet til den næste generation
For det er let nok at elske sporten, når man vinder. Den mere interessante prøve kommer på de dage, hvor man ikke gør.
Christian har tabt en DM-semifinale 1-6, 1-6. Han er blevet sammenlignet taktisk med en fisk. Han har stået uden hold og fast træningssted. Alligevel har han haft lyst til at komme tilbage.
“Find ud af, om du kan lide at træne, også når det går dårligt. Hvis jeg kun spillede for at vinde, var jeg nok stoppet der,”.
Han understreger samtidig, at en satsning ikke nødvendigvis betyder, at resten af livet skal pakkes væk. Han går stadig i skole og ser stadig sine venner. Det kræver bare mere planlægning, end han selv havde forestillet sig.
Og så kommer det måske vigtigste råd af dem alle:
“Mød op. Også de dage, hvor du ikke har lyst. Det er dem, jeg er mest stolt af.”
For fire år siden var Christian Berkouwer den dårligste padelspiller i familien. For tre år siden debuterede han i Serie 4. I dag spiller han i Elitedivisionen og forsøger stadig at finde ud af, hvor hans loft ligger.
Måske ender rejsen med danske mesterskaber og internationale turneringer. Måske fører den et andet sted hen. Det interessante ved Christian er egentlig, at han endnu ikke virker specielt optaget af at kende svaret på forhånd. Han vil hellere finde det undervejs.
Og hvis de første fire år er nogen indikation, bliver det næppe på grund af mangel på kampe, træning eller konkurrencegen, at Christian ikke finder ud af, hvor langt det kan bære.
Telefonen kan meget vel ende i bussen igen.
Tasken også, hvis vi skal tro historikken.
Men når det gælder retningen på padelbanen, virker det efterhånden som om, Christian Berkouwer har ganske godt styr på, hvor han er på vej hen!
