I en sport, hvor kommercielle centre har drevet en stor del af udviklingen, har ungdomsarbejdet en tid haft udfordringer. Set fra et kommunalt perspektiv har det krævet, at man ser anderledes på det at støtte ungdomsarbejdet, da den normale forankring i foreningsregi i en rum tid ikke har eksisteret.

Skuffelsen var stor hos kasserer i Rising Rocket Randers Morten Christensen, da afslaget om kommunal støtte til foreningens aktiviteter tikkede ind. Hvorfor? Fordi klubben, der eksisterer i forbindelse med et kommercielt center, har til formål at skabe aktiviteter og fællesskaber for børn i alderen fra 8-17 år.

– Jeg blev skuffet, for mine forventninger var høje, efter Randers Kommune selv havde plantet ideen om at støtte projektet, siger Morten Christensen til Dansk Padel Forbund.

Med udgangspunktet og ambitionen om at være et stærkt fællesskab for unge, tænke foreningen at mulighederne for kommunal støtte var i spil.

– Der er 35 ungdomsmedlemsskaber i Rocket Padel Randers, som vi håber kommer med i foreningen. Jeg har hele tiden sagt, at jeg godt kunne tænke mig, at vi bliver Danmarks største juniorforening, der tilbyder træning, fortæller Morten Christensen.

Med udgangspunkt i den ambition, og på sigt at tiltrække flere unge padelspillere, tilbydes medlemmerne to ugentlige træningspas. Træninger der bliver både alders- og niveauopdelt. Samarbejdet med Rocket Padel Randers, der er et kommercielt center, fungerer glimrende, da man har fået tildelt optimale træningstider fra 15.00-17.00 fire gange om ugen.

– Vi understøtter dem, fordi foreningen er initiativ fra en gruppe forældre, som har børn, der er meget glade for at være i vores center, siger Jesper Hougaard, medejer af Rocket Padel.

For ham handler det om meget mere end at stille gode banetimer til en fornuftig pris til rådighed.

– Spørgsmålet er, om padel skal være et spil for alle børn, eller om det kun skal være for de børn, som har nogle ressourcestærke forældre, der kan betale et dyrere kontingent, forklarer Jesper Hougaard.

Ingen kommunal støtte

I modsætning til en lang række andre kommuner, hvor man har støttet med kommunale kroner til projekter sat i søen omkring kommercielle centre, har man i Randers sagt nej. Kommunen har en erklæret politik om at være den kommune i Danmark, hvor det er nemmest at drive en forening eller et selvorganiseret fællesskab.

– Det må folk vurdere, om vi lever op til. Vi tager denne her sondring og tænker på, at vi har den mængde penge, som vi har. Men det var ikke sådan, at vi sagde næste sag og så videre, for jeg kan godt forstå, at det kan være interessant at få børn og unge med ind i idrætslivet, siger Louise Høeg (V), formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Anderledes ser man på det i en lang række andre kommuner, herunder Hjørring, Thisted og Aalborg. I Thisted ser sektionsleder for fritid, Peter Emil Højlund, perspektiver i at støtte en relativ ny sport.

– Det er vores håb, at vi med denne støtte kan engagere nogle andre målgrupper, der så kan få vores strategi om bevægelse i kommunen bredere ud.

I Randers støtter kommunen foreninger, der tilbyder udendørs padel. Og for Louise Høeg er det vigtigt at understrege, at den aktuelle beslutning ikke nødvendigvis er permanent.

– Med de midler vi har at dele ud, vil vi gerne støtte kommunalt ejede haller og selvejende haller, hvor lejen kommer foreningslivet til gav. Det er en lang debat, men måske vi har tilskud til et projekt som Rising Rocket Randers indenfor et par år, siger hun.

Drømmen lever

Hos de engagerede forældre i den nystartede forening lever drømmen til trods for de manglende kommunale kroner. Sparekassen Danmark er blevet indlemmet i projektet som hovedsponsor, hvilket giver mulighed for at foreningen kan fortsætte med de aktuelle tilbud til børn og dermed fortsætte planerne om at give et godt padeltilbud til flere børn og unge i Randers.

Det glæder Morten Christensen, der samtidig understreger, at man fortsætter den konstruktive dialog med de lokale politikere. Forhåbningen er en vækst i foreningen og dermed flere aktive unge vil giver mulighed for, på et senere tidspunkt, at få del i de offentlige tilskud, der vil kunne sætte endnu mere skub i Rising Rocket Randers.

Rundt om i Danmark skyder der i disse år mange foreningsdrevne padelbaner op. Det er naturligvis yderst positivt i bestræbelserne på at brede sporten endnu mere ud. Den store introduktion af sporten her i landet var drevet af kommercielle centre, der derfor stadig er den langt største aktør. Selvom foreningen i Randers ikke er direkte drevet kommercielt, så har den et kommercielt islæt. Noget der i første omgang kan stå i kontrast til tankegangen om det klassiske foreningsmiljø.

Der må politikerne, både i Randers og andre steder, nok bare gentænke. For padel er bare anderledes, og et godt billede på fællesskaber i et moderne samfund. Her kan kommercielle, sociale og foreningstankegang godt gå hånd i hånd. På en anderledes måde end vi kender det i foreningerne, hvor frivilligheden er omdrejningspunktet. De mange projekter der rundt om i landet er søsat på dette fundament vil uden tvivl give os mange interessante og nye vinkler på foreningskulturen i Danmark de kommende år.

Forrige artikelNy struktur i padel: Store ændringer på turneringsområdet
Næste artikelPadel direktør: Her er 5 store fordele ved en DIF-optagelse
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten og padelsporten, gør Per til en af de bedste danske sportsjournalister.