Danmarks veteranlandshold er klar til at pakke battene, finde landsholdstrøjerne frem og sætte kursen mod Buenos Aires, når FIP Senior World Cup 2026 spilles den 14.-19. september i Argentina.

Her venter nogle af verdens stærkeste padelnationer, og der bliver med garanti hverken uddelt gratis point, nemme kampe eller argentinske høflighedsbolde. De danske spillere rejser dog afsted med kvalitet, erfaring og en solid portion tro på tingene.

Udtagelsen kommer efter en periode med træningssamlinger, observationer og tæt vurdering af de danske kandidater. Niveauet blandt de danske veteranspillere har været højt, og det har gjort udvælgelsen både spændende og svær. Nu er feltet skåret ned til den endelige trup, som skal repræsentere Danmark på en af sportens helt store scener.

De danske veteranlandshold kommer til VM med stærke internationale erfaringer i bagagen. Ved Veteran EM 2025 i Valencia leverede Danmark flotte præstationer, hvor herrerne spillede sig frem til en imponerende femteplads, mens kvinderne sluttede som nummer syv. Resultaterne viste, at Danmark for alvor kan være med i det europæiske felt, og ambitionen er nu at tage endnu et skridt, når verdenseliten samles i Argentina.

En af de udtagne spillere er Brian Pamperin, som skal repræsentere Danmark i +50-rækken. For ham er udtagelsen kulminationen på en målrettet indsats både på og uden for banen.

– “Jeg glæder mig helt vildt til at repræsentere Danmark ved VM i Argentina og ikke mindst til at bære de rød-hvide farver. Bare det at skrive det her giver mig kuldegysninger”, fortæller Brian Pamperin.”

Siden han første gang hørte om VM, har han haft et klart mål om at blive en del af den danske trup. Det har krævet hårdt arbejde, ekstra træning og en stor portion dedikation.

– “Da jeg hørte om VM, satte jeg mig det mål, at det skulle jeg med til. Jeg har knoklet både uden for og på banen for at nå dertil, og nu glæder jeg mig helt vildt til at komme afsted med alle de andre dygtige spillere fra Danmark. Det er en drengedrøm at få lov til at repræsentere Danmark”, siger han.”

Forberedelserne er allerede i fuld gang. Brian Pamperin har blandt andet tilknyttet en personlig træner med fokus på styrketræning og kost, så han kan møde op i den bedst mulige udgave af sig selv.

– “Jeg vil komme i den bedste udgave af mig selv. Jeg har allerede tabt 5,3 kilo den første uge, og jeg er topmotiveret. Samtidig glæder jeg mig til, at vi rejser afsted som ét samlet dansk landshold, kvinder og mænd, hvor vi kan støtte og heppe på hinanden. Vi skal sætte gang i Argentina”, lyder det fra Brian Pamperin.

Pamperin i aktion til DPF500 i Padel Club Køge. Foto: Rulo Padel / Rulo.dk

For herrelandsholdet bliver VM en mulighed for at bygge videre på den flotte EM-præstation og vise, at dansk veteranpadel fortsat bevæger sig i den rigtige retning. På kvindesiden er der ligeledes grund til optimisme med en trup, der kombinerer erfaring, kvalitet, stærk kampmentalitet og spillere, der ved, hvordan man håndterer store øjeblikke.

VM i Buenos Aires bliver ikke kun en sportslig udfordring, men også en kæmpe oplevelse. Argentina er et af padelsportens mest passionerede lande, og de danske spillere kan se frem til at prøve kræfter med en padelkultur, hvor intensitet, teknik og temperament ofte går hånd i hånd. Med andre ord: der venter noget lidt andet end en stille tirsdagskamp på dansk kunstgræs.

Stort tillykke til alle de udtagne spillere, som nu kan se frem til at trække i landsholdstrøjen og kæmpe for Danmark ved FIP Senior World Cup 2026.

Den danske trup til FIP Senior World Cup 2026

Mænd

+40
Rajko Lekic & Jeppe Faurfelt

+45
Martin Monrad & Ole Frølich-Jensen

+50
Teis Corneliussen, Lars Kallestrup & Brian Pamperin

+55
Thomas Struer & Morten Hummelmose

+60
Johnny Kjær & Michael Jønsson

Kvinder

+40
Mie Skov & Marie-Louise Frølich-Jensen

+45
Mette Jochumsen, Mette Schjoldager & Christina Frost

+50
Gitte Menzel, Belinda Elkjær & Majken Vange

+55
Janne Theilgaard, Estelle Dehn-Christoffersen & Mette Rygaard

+60
Helle Pedersen, Lucia Plucnar & Eve Alfonso

Og som Brian Pamperin selv sætter ord på det:

“Vi skal ikke bare til Argentina. Vi skal derned og vise, at Danmark er klar.”

Forrige artikelHedebølge gav sved på panden, fugtige glas og vredesudbrud ved weekendens turnering i Tårnby
Næste artikelDansk Padel Forbund søger direktør: Hvem skal føre dansk padel videre?
Simon Alexander Nielsen
Simon Alexander Nielsen er en dygtig skribent med stor passion for dansk padel. Han følger sporten tæt og bidrager med skarpe analyser og stærke historier. Simon er også stifter og medejer af Rulo Padel.