Der var lagt op til lidt af en padelfest i går, da nyoprykkede Køge Padel Klub Elite tog imod koryfæerne fra Racket Club Legends i Elitedivision Øst.
Og lad os bare slå én ting fast med det samme: KPK har ramt den foreningsmæssigt lige i rumpen.
Den nybyggede Køge Padel Center var propfyldt, stemningen var helt oppe under loftet, og den lokale opbakning var til at tage og føle på. Her var høj cigarføring, masser af lyd og en ægte hjemmebanefølelse, som man ikke kan købe sig til.
Jonas Danborg indtog rollen som stadionspeaker, og til HUH-råb, lofthorn og alskens udskejelser blev spillerne præsenteret én efter én foran det veloplagte publikum.
Det var lige dele Elitedivision, lokal folkefest og showtime.
Bravo, KPK.
Talent, erfaring og spanske hænder
KPK og Padel Community Academy ser ud til at have fundet en rigtig spændende balance mellem unge danske talenter og mere rutinerede kræfter.
Til gårsdagens kamp havde hjemmeholdet desuden krydret opskriften med et par særdeles kyndige spanske hænder, og det gav på flere parametre opgøret en snert af showkamp – dog med fuld alvor på resultattavlen.
KPK stillede med Nicolas Ruiz, Viggo Topholm, Nicolai Broe Larsen, Oscar Opiola, Karlos Vidal, Marcus Pless og Johan Gude Lykken, mens Racket Club Legends kom med Sebas Alférez, Martin Monrad, Jeppe Hjortkjær, Carlos Garcia, Rune Sørensen og Morten Knudsen.
Slutresultatet blev en klar 5-1-sejr til hjemmeholdet, som dermed fik en drømmestart foran egne fans.
Viggo Topholm sendte et kraftigt signal
Et af dagens helt store øjeblikke kom allerede i første runde på center court.
Her leverede unge Viggo Topholm en præstation mod ingen ringere end landstræneren, som med al sandsynlighed ikke er gået ubemærket hen hos dem, der følger dansk elitepadel tæt.
Med cifrene 6-0, 6-1 blev der sendt et meget tydeligt signal fra Køge, og hvis den udvikling fortsætter, er det svært ikke at forestille sig, at Topholm inden længe banker alvorligt på døren til en landsholdsudtagelse.
Det var i hvert fald en præstation, der fik Køge Padel Center til at koge.
Legenderne gik ned med flaget højt
Selvom Racket Club Legends endte med at måtte se sig besejret samlet, gik de bestemt ikke stille fra banen.
Legenderne went down swinging og fik også en enkelt sejr med hjem i bagagen.
Morten “Padelkongen” Knudsen og Rune Sørensen viste stor mental styrke i en tæt affære mod de unge elitedivisionsdebutanter Marcus Pless og Oscar Opiola.
To ekstremt tætte sæt blev begge afgjort i tiebreak, og her var det erfaringen og roen i de afgørende øjeblikke, der gjorde forskellen.
7-6, 7-6 til Knudsen og Sørensen – og dermed et flot point til gæsterne.
Mere end bare en sejr
Resultatet fortæller naturligvis sin egen historie.
KPK vandt 5-1.
Men måske var den største historie alligevel alt det rundt om banen.
Et fyldt center. Et publikum, der levede med. Unge talenter side om side med erfarne profiler. En speaker, der gav den fuld stadionpakke. Og en klub, der allerede i sin første tid i Elitedivisionen har formået at skabe en ramme, som føles større end bare endnu en holdkamp.
Det er den slags, dansk padel har godt af!
Og hvis gårsdagens kamp var en smagsprøve på, hvad Elitedivisionen får at se i Køge Padel Center denne sæson, så bliver Køge bestemt ikke noget kedeligt sted at komme på besøg.
KPK vandt kampen 5-1 – men stemningen vandt næsten endnu større.








































