Weekendens turneringer rundt omkring i landet bød på en række lovende ungdomspræstationer, hvor flere spillere markerede sig med både kvalitet, mod og spillemæssig udvikling, og det vel at mærke i seniorrækkerne.

Fredag i Racket Club Taastrup var Noah Meier og Milas Kantur (Team Future) i aktion i DPF60. Her spillede de sig frem til en finale efter tre stærke kampe præget af høj intensitet og gode beslutninger – og med et udtryk, der fik det til at ligne, at de havde været i seniorrækkerne lidt længere end dåbsattesten helt tillader.

Finalen blev afgjort i en tæt match tiebreak, hvor marginalerne desværre ikke tippede deres vej. En af de kampe, hvor man bagefter lige overvejer, om nettet måske var et par millimeter for højt.

Til gengæld var niveauet der hele vejen, og den slags kampe plejer at betale sig senere 🔥

Samme dag i Taastrup deltog August Gude Lykken og Malte Munk (Team Future / Padel Community Academy) i DPF100. Efter en indledende kamp, hvor momentum ikke blev fastholdt, endte de med et knebent nederlag på 8-10 i match tiebreak. De efterfølgende kampe var ligeledes tætte og kastede blandt andet en sejr af sig, hvilket understreger et stabilt og konkurrencedygtigt niveau!

Lørdag i Jernbanebyen var der flere ungdomsspillere i aktion.

Her deltog Silas Laursen og Lasse Leiholm (Team Future) i DPF100, hvor de efter en svær åbning mod rutinerede Daniel Sønderby og U18-landsholdsspiller Lucas Jensen fik arbejdet sig stærkt ind i turneringen. Med to efterfølgende sejre – herunder mod et solidt førstedivisionspar – leverede de en præstation, der vidner om både niveau og udvikling.

2026.28.02 - MPB Games #3
Silas Laursen, © Rulo Padel

I samme turneringsmiljø markerede ungdommen sig også i Herre DPF35, hvor Lewis Bengtsson og Lasse Jensen (Padel Club NextGen) spillede sig til en flot 3. plads. En præstation, der yderligere understreger de unges evne til at begå sig mod ældre og mere rutinerede spillere.

Fælles for de nævnte spillere er en gennemsnitsalder på blot 16,33 år, og allerede nu matcher de spillere med betydeligt mere erfaring.

Flere af weekendens profilerede præstationer kom fra spillere tilknyttet udviklingsmiljøerne Team Future, Padel Community Padel og Padel Club NextGen, som alle har deres base på Sjælland. Her arbejdes der målrettet med at skabe stærke rammer for unge spillere, hvor både det sportslige og det sociale element prioriteres.

På Sjælland er der for nylig begyndt at skyde flere ungdomsinitiativer frem, og de første takter er lovende. Det er et område i udvikling, som allerede nu viser sit potentiale.

Igennem en længere periode har jyderne sat barren for ungdomsudvikling i dansk padel, og det arbejde fortjener stor ros 🙂

Men nu begynder der også at røre sig øst for Storebælt.

Sjælland er ved at finde sin egen rytme og bygge stærke miljøer op, og det ligner mere og mere noget, der kan bære. Ikke som en konkurrence, men som et fælles løft af dansk padel. For jo flere steder talentet spirer, jo stærkere står helheden. Vi glæder os til at følge udviklingen i den kommende tid!

En ny generation har taget de første skridt, og de går hurtigt 🎾

Forrige artikelRacket Club Elite i derbysejr foran veloplagt påskepublikum
Næste artikelDPF Ligaen 4P Elite: Drama til sidste bold i Brøndby – afgjort i Golden MTB
Simon Alexander Nielsen
Simon Alexander Nielsen er en dygtig skribent med stor passion for dansk padel. Han følger sporten tæt og bidrager med skarpe analyser og stærke historier. Simon er også stifter og medejer af Rulo Padel.